”Hvordan var overlevelsesturen?”
”Det var hårdt. Det regnede, og vi var gennemblødte,” svarede han ærligt og uden forbehold.
Og jeg, der havde stillet spørgsmålet, blev helt paf. Den lange sætning overbeviste mig om, at det havde været hårdt. Så lang en sætning er det længe siden, jeg har fået ud af ham. Normalt svinger han sig op til at sige; ”fint nok”, ”ok” eller ”det kan jeg ikke huske”, når snakken handler om skole.
Så overlevelsesturen i silende regnvejr sammen med klassekammeraterne, fra onsdag morgen til torsdag middag, må helt sikkert have været en tur, der har gjort indtryk og fået ham ud i situationer, hvor han kunne skimte andre horisonter af sit selvbillede.
Men alle os, der stod der da de kom hjem, kunne se; at selv om det havde været hårdt, selv om de havde gået gennem regnen en hel dag og frosset, selv om de havde været sultne og selv om de havde set sider af sig selv og hinanden som de normalt ikke kender til, så havde strabadserne styrket dem som klasse, som kammerater og ikke mindst styrket dem som de personer de nu engang er.
Så han overlevede, selv om det var hårdt. Det gjorde de alle.
De overlevede, og ud af den vellykkede overlevelse blev endnu en brik til at mestre evnen i at leve lagt. Det som hele turen i virkeligheden handlede om. At bygge livet ud. At udvide livet så man tør tage livtag med livet og leve det frem for kun at overleve.
God weekend – Lev livet – også når det regner.
Sanne (Brodersen, Gram Slot)