Debat

SIH´s bisiddere er også resultatskabende

Om end de 4 bisiddere i foreningen Syg i Haderslev lever et stille liv, så skaber vi faktisk gode resultater i Haderslev Jobcenter. 4 veluddannede bisiddere får afklaret borgere til fleksjob, revalidering, jobafklaring, førtidspension, sager om sygedagpenge og kontanthjælp der genoptages efter en ny vurdering. Vi lever, ikke helt frivilligt, i det skjulte, men mediernes fokus ligger på de, der har det med at råbe højest.
I april 2019 stemte BIU for at støtte foreningen med 20.000 kr til uddannelse af 3 bisiddere, hvilket vi var glade for. De gjorde det efter, at medarbejderne på jobcentret var blevet spurgt, om det var noget, de kunne støtte, hvilket de kunne. Bisidderne har typisk et godt og konstruktivt samarbejde med sagsbehandlerne, og hvis vi oplever udfordringer i samarbejdet, så kan vi trygt henvende os videre til lederne. Og typisk bliver der lyttet, og løsninger findes i en dialog om mulighederne.
Formandskabet i Syg i Haderslev mødes 3-4 gange om året fast med ledelsen af jobcentret, hvor dagsordenen typisk indeholder ”Hvad sker der i SIH”, ”Hvad sker der i jobcentret”, ”Hvad sker der lovgivningsmæssigt”, og ”Hvor ser vi udfordringerne pt”. Vi mødes på et professionelt niveau, hvor der også skal forhandles til tider.
Ja, vi har skrevet til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, fordi vi oplevede, at noget var meget forandret i løbet af efteråret. Og ministeren har modtaget og accepteret vores invitation til at mødes med os, for at drøfte de forhold vi oplever i Haderslev Jobcenter.
Betyder det, at samarbejdet imellem ledelse, udvalg og foreningen er gået i stykker? På ingen måde. Vi oplever i sagens natur tingene anderledes, fordi vi selv har været systemet igennem, og mærket på egen krop, hvordan forhastede, forkerte, langtrukne og uhensigtsmæssige forløb/afgørelser påvirker både fysisk og psykisk, og ikke mindst økonomisk. Vi er enige om at være uenige, og når vi oplever, at vi ikke kan komme igennem på nogle punkter, så benytter vi naturligvis de muligheder, vi alle har, nemlig at kontakte ministeren for området.
SIH har alle former for syge i foreningen, og vi 4 bisiddere har hænderne fulde, og vi drømmer da også om, at flere har lyst til at give en hånd med, meget gerne raske, empatiske, videbegærlige socialt anlagte mennesker. Vi har en fantastisk hjemmeside, hvor man finde mere information omkring os. Vi glæder os til at blive mere synlige.
Med venlig hilsen Bisidderteamet i Syg i Haderslev