Gram Slot Foto: René Holm
Gram

Grams unge skal hjælpes af lokale virksomheder

Lokale virksomheder skal hjælpe unge, der har udfordringer med overgange fra folkeskolen til uddannelse og job. Det er Gram Slot og Haderslev Kommune, der er gået sammen om projektet, der skal vise vejen ind på arbejdsmarkedet for de unge.

Flere unge skal have succes, når de går ud af folkeskolen og skal i gang med job eller uddannelse. For som det er i dag, er der en gruppe af sårbare unge, der har det svært, når folkeskolen er færdig.

Det vil man gerne gøre noget ved i Haderslev Kommune. I første omgang er det unge i postnummeret 6510, man vil forsøge at hjælpe.
”Der er unge, som jeg tror vil have stor glæde af at blive hjulpet her i Gram i deres nærmiljø. Jeg håber, at man ved at give de unge et andet tilhørsforhold end til skolen, vil kunne give dem følelsen af fællesskab og oplevelsen af at betyde noget for en arbejdsplads, og at de vil få nogle gode oplevelser, som de kan tage med sig videre i livet”, siger Majbrit Schmidt, leder af Gram Skole.

Det er Gram Slot, der har påtaget sig opgaven som katalysator for projektet. Slotsejer Svend Brodersen håber, at de lokale virksomheder vil hjælpe de unge, der tøver og som synes, det kan være svært at få et arbejde eller gå i gang med en uddannelse. Det kan fx være med at tilbyde praktikpladser til de unge.
”Vi skal hjælpe de unge, så trinnene bliver halvt så høje og så det bliver mere overskueligt at komme i gang med job eller uddannelse. Ved at aktivere de lokale virksomheder håber vi også, at de unge får skabt et netværk, der betyder, at de også i mange år frem i tiden har lettere ved at få job”, siger Svend Brodersen.

Hvis man som virksomhed har lyst til at vide mere om projektet, så er der mandag den 8. november kl. 16-17 møde på Gram Slot, hvor man kan høre nærmere om Projekt 6510.
”Det er et af de mest spændende projekter, jeg har været med til i min tid her i Gram, og tanken er, at de erfaringer, vi gør os, også vil kunne kopieres og bruges andre steder, hvor man har samme udfordringer. Det skal skabe værdi på den lange bane ved at præsentere alsidige erhvervsmuligheder, tænde en drøm og styrke et talent, så de unge kommer i uddannelse og beskæftigelse”, siger Svend Brodersen.
”Det er en investering i de unge, så de kommer i uddannelse eller beskæftigelse, men det er også en investering i arbejdskraft i lokalområdet. På sigt vil virksomhederne forhåbentlig have nemmere ved at rekruttere arbejdskraft, fordi de allerede har haft døren åben over for kandidater, så det er en ren win-win”, siger Britta Barsøe, leder af Jobcentrets Ungeteam.

Projekt 6510
Det skønnes, at der i Gram og omegn vil være mellem 50-75 unge de næste to år, som kan have gavn af et projekt, hvor sårbare unge får en tættere kontakt til erhvervslivet. Det er både unge, der er tilknyttet grundskolen og nogle der er gået ud, men som ikke er kommet i gang hverken med job eller uddannelse.
Projektet er et tværpolitisk samarbejde mellem Socialudvalget, Udvalget for Børn og Familier og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget. De tre udvalg ønsker med projektet at styrke indsatsen for sårbare unge, der har udfordringer med overgangen fra folkeskolen til uddannelse og job.