Vinteren kommer, og det samme gør rotterne. For koldt vejr får de bakteriebefængte gnavere til at søge ly og varme i danskernes hjem. Men følger du nogle enkle råd, kan du undgå rotterne.
Hvert år får 170.000 danskere besøg af rotter. De er Danmarks mest frygtede skadedyr, og deres lange tykke haler giver de fleste kuldegysninger.
Og netop nu, hvor efteråret og kulden sætter ind, er rotterne på indmarch.
”På samme måde som vi søger indendørs, når det rusker udenfor, gør rotterne det. De er både tørstige, sultne og desperate efter at finde varme skjulesteder væk fra frosten, men også fra katte og andre rovdyr,” siger Claus Schultz, der er formand for Brancheforeningen for skadedyrsfirmaer og teknisk chef i skadedyrsbekæmperen Rentokil.
To centimeters hul er rottens adgangsbillet
Når vejrmeldingen siger nattefrost, inviterer rotterne sig selv indenfor. De pelsede gnavere er ganske adrætte, og en voksen rotte behøver ikke mere end et hul på størrelse med en tokrone for at trænge ind.
Typisk finder rotterne ind gennem kloakrister og afløbsrør, og skrald i gårdmiljøer er det rene slik for dem. Selv hvis man bor i lejlighed på femte sal, er man altså ikke sikret mod de ubudne gæster.
”Vi modtager i øjeblikket vildt mange henvendelser om rotter. De er faktisk i stand til at kravle flere etager op gennem en bygnings faldstamme, og en rotte på 300-400 gram kan løfte tre gange sin egen vægt, så en løs gulvrist er intet problem for den,” siger Claus Schultz.
Bakteriebomber med 40 forskellige sygdomme
Rotterne vækker ikke kun væmmelse, men er også bakteriebomber, da de lever i kloaksystemer og bærer på skadelige sygdomme. En rotte bærer således op til 40 forskellige sygdomme, herunder salmonella og den endnu farligere Weils syge, der kan være dødelig for mennesker, og som særligt smitter gennem rottens urin.
En enkelt dråbe urin indeholder tusindvis bakterier, og da rotten har en smådryppende blære, slæber den løbende urinspor efter sig. Dens urin kan dog ikke ses med det blotte øje, hvilket betyder, at vi ofte er blinde over for smittefaren.
”Rotter kan snildt boltre sig på ens matrikel, uden at man ved det. De er nemlig verdensmestre i at gemme sig og forholder sig ofte i fuldstændig ro, når vi er tæt på dem. Så hvis man opdager afføring og en lugt af urin i skabene, skal man straks reagere,” siger Claus Schultz.
Sådan bekæmper du rotterne
Hvis du bor i hus:
- Kig på huset udefra med en rottes øjne. Hvor ville den forsøge at komme ind?
- Gå rundt om huset med en tommestok og se efter huller. Et hul på størrelse med en tokrone (eller en tommestoks bredde) er nok, til at en rotte kan mase sig igennem.
- Tjek om udluftningsriste sidder løst.
- Fjern nedfaldsfrugt fra haven, og hvis du har et skur, hvor du opbevarer madvarer eller foder, så brug spande med låg frem for flamingokasser.
- Ryd op i haven. Udtjente havemøbler, haveaffald og brænde lokker rotterne.
- Har du mistanke om rottebesøg, så kontakt din kommune. Det er gratis.
Hvis du bor i lejlighed: - Bygger du badeværelse om, så vær opmærksom. En åben kloak kan let give rotter adgang.
- Hold låget på toilettet lukket.
- Har du mistanke om rottebesøg, så kontakt din kommune. Det er gratis.