Lise Steenberg Olsen fra Nustrup Ungdomsforening Foto: Pressefoto
Lise Steenberg Olsen fra Nustrup Ungdomsforening Foto: Pressefoto
Øvrige sportsgrene

Lise fra Nustrup nomineret til stor pris

79-årige Lise Steenberg Olsen fra Nustrup Ungdomsforening er én blandt tre nominerede til prisen som Årets Energibundt 2021, der uddeles ved DR SPORT 2021 i januar. Hun har snart siddet i bestyrelsen i mere end 50 år og står altid i spidsen for nye initiativer og aktiviteter til store og små.

Det frivillige arbejde i landets idrætsforeninger skal hyldes, når Ørsted og Danmarks Idrætsforbund med prisen Årets Energibundt 2021 sætter fokus på den enorme arbejdsindsats, som tusinder af frivillige yder i deres lokalforeninger.

Lokale ildsjæle spiller en afgørende rolle for, at børn, unge og voksne har mulighed for at dyrke deres sport og nyde godt af det sociale sammenhold, der findes i landets lokalforeninger.

Én af idrættens hverdagshelte er Lise Steenberg Olsen fra Nustrup Ungdomsforening i Sønderjylland. Her har Lise i snart et halvt århundrede gjort en kæmpe forskel i udviklingen af en levende og aktiv forening, der har tilbud til alle aldersgrupper.

I foreningens indstilling til Årets Energibundt lyder det blandt andet:
”Lise er en ildsjæl, der i den grad fortjener at blive hyldet for sin enorme indsats og sit unikke engagement i vores idrætsforening. Hun står altid i spidsen for nye initiativer og brænder for aktiviteter til store og små. Lige fra at indsamle gevinster og sponsorer til Nustrups sportsuge, være tovholder på det årlige junior-gymnastikstævne med 1300 gymnaster til at etablere familiesvømning og være drivkraften bag Nustrups nye legeplads, som består af aktiviteter og udendørs fitness – samt meget, meget mere.”
”Også for de ældre borgere gør Lise en kæmpe forskel, da hun for 32 år siden startede klubben “Unge der er blevet ældre”. Klubben startede med to fremmødte, men er sidenhen blevet til et stort fællesskab, der i dag tæller 60 medlemmer, der mødes for at spille petanque, lave gymnastik, spille whist og arrangere cykelture og rejser til udlandet. Lise er et stort forbillede for os alle.”

Samler på foreningsarbejde
Det kom som en stor og glædelig overraskelse for hovedpersonen selv, da hun fik at vide, at hun var blandt de tre nominerede til Årets Energibundt.
”Det er jo helt vildt. Jeg er utrolig glad for, at foreningen har haft lyst til at nominere mig. Vores forening er afhængig af frivilligt arbejde og folk i lokalsamfundet, der knokler for vores sag, så det er ikke kun mig, der er nomineret til prisen – det er hele Nustrup,” siger Lise Steenberg Olsen.

Selv om dåbsattesten snart siger 80 år, så har Lise, der første gang blev valgt til bestyrelsen i 1972 – og i november blev valgt til at sidde i yderligere to år – ingen planer om at stoppe sit frivillige engagement.
”Så længe jeg kan gøre en forskel og bidrage til foreningen, så bliver jeg ved. Det er min hobby, og jeg elsker det. Hvor andre måske samler på frimærker, så samler jeg på foreningsarbejde i Nustrup. Det giver så meget tilbage til en, og man får et socialt netværk, der ikke kan købes for penge. Min filosofi er, at ingen kan alt – alle kan noget – sammen kan vi endnu mere. Det gør sig også gældende i Nustrup Ungdomsforening, hvor vi kun har mulighed for at skabe en velfungerende forening, hvis vi står sammen og bidrager til fællesskabet.”

Om Årets Energibundt
Prisen er på i alt 75.000 kr., hvoraf 25.000 kr. går til Årets Energibundt for sit frivillige engagement. De øvrige 50.000 kr. går til idrætsforeningen, som modtageren af prisen er tilknyttet.

Pengene er et bidrag til aktiviteter, der yderligere styrker det sammenhold, som er vigtigt for, at breddeidrætten kan blomstre. Desuden vil 2. og 3. pladsen hver modtage 10.000 kr.

Prisen uddeles ved DR SPORT 2021 lørdag den 8. januar 2022.

Læs mere om Årets Energibundt og de nominerede på orsted.dk/energibundt.