Gazellestatuette Foto: Borsen.dk
Gazellestatuette Foto: Borsen.dk
Nyheder

Haderslev har 12 gazellevirksomheder

Børsen har netop offentliggjort deres årlige liste over gazellevirksomheder. 12 virksomheder i Haderslev Kommune er med på listen. Bagebixen i Aarøsund er en af dem, der har vækstet mere end 200 procent.

I 2013 så Michael og Tina Huus et hul i markedet. Hun var i lære som konditor og han arbejdede som eventmanager, da de blev enige om, at det var alt for dyrt og besværligt at købe ind til de flotte kreationer til de store fester.
”Jeg ved jo ikke så meget om kager, men jeg ved noget om forretninger, og jeg kunne jo se, at det hang slet ikke sammen, de priser Tina købte ind til. Så vi besluttede os for at starte en webshop, der fokuserede på bageudstyr”, siger Michael Huus, der de seneste seks år har haft forretningen som sin eneste beskæftigelse.

Det er i dag blevet til bagebixen.dk med mere end 8000 varenumre på det 2000 m2 store lager i Aarøsund og nu altså en kåring til gazellevirksomhed for andet år i træk.

Og spørger man Michael, hvad succesen skyldes, så er det en kombination af flere ting.
”Vi rammer rigtigt med mange af de produkter, vi finder, og så sætter vores kunder pris på hurtig levering og god kundeservice. Vi har varerne på lager, og det skyldes ikke mindst det gode samarbejde med Haderslev Kommune, der gjorde, at vi kunne bygge vores store lager med en god placering her i Aarøsund”, siger Michael Huus.

Borgmester H. P. Geil er godt tilfreds med, at 12 virksomheder i kommunen nu kan bryste sig med titlen som gazellevirksomheder.
”Jeg glæder mig over, at 12 virksomheder i kommunen er kommet med på Børsens liste i år. Vi gør i Haderslev Kommune vores bedste for at give virksomhederne gode vilkår og prioriterer for eksempel kort og smidig sagsbehandling, så virksomheder i vækst kan udvikle sig”, siger H. P. Geil.

På trods af den verdensomspændende coronaepidemi er listen over gazellevirksomheder i år på knap 2000 virksomheder. For bagebixen.dk skyldes det ikke mindst, at virksomheden var omstillingsparat, da det hele brød løs.
”Vi kunne med det samme se, at alt hvad der hed former og stativer til de store bryllupskager, lukkede ned. Til gengæld begyndte vi straks at sælge mere udstyr til brød og enkeltpakkede muffins. Den omstilling kunne vi lave, fordi vi har muligheden for at have varerne på lager”, siger Michael Huus og fortsætter:
”Den største udfordring lige nu er, at der kan være problemer med, om vores leverandører kan levere. Men der har vi muligheden for at købe et stort parti hjem, når der kommer noget til salg, og det er en af de ting, der gør os konkurrencedygtige.”

Udover bagebixen.dk er yderligere 11 virksomheder i Haderslev Kommune på dette års liste.

Fakta
En gazelle er en virksomhed, som over fire regnskabsår har haft en positiv vækst og mindst fordoblet omsætningen over de fire år. Der er i alt 1.966 gazeller i år.
Gazeller i Haderslev Kommune

• Polperro ApS, nummer på listen: 390, vækst i procent: 274,2
AS Tømrer ApS, nummer på listen, 495, vækst i procent: 248,4
BageBixen.dk ApS, nummer på listen: 636, vækst i procent: 214,6
Andersen og Maimburg ApS, nummer på listen: 1014, vækst i procent: 159,8
Casø Furniture ApS, nummer på listen: 1144, vækst i procent: 147,8
Officepark, Haderslev ApS, nummer på listen: 1218, vækst i procent: 141,3
KVM-Genvex A/S, nummer på listen: 1304, vækst i procent: 135,9
Provipal ApS, nummer på liste: 1306, vækst i procent: 135,7
Pickandpack ApS, nummer på listen: 1450, vækst i procent: 126,2
• Martin Lang, 425 Haderslev ApS, nummer på listen: 1541, vækst i procent 120,4
Eldorado A/S, nummer på listen: 1659, vækst i procent: 114,3
LAB Carservice ApS, nummer på listen: 1829, vækst i procent: 106,1