SønderjyskE spiller mod Herning i camouflagefarver Foto: Svend Anker Iversen
SønderjyskE spiller mod Herning i camouflagefarver Foto: Svend Anker Iversen
Ishockey

Haderslev vil matche veteraner og virksomheder

Sammen med DIF Soldaterprojekt og SønderjyskE vil Haderslev Kommune være med til at skabe bedre vilkår for veteranerne. Projektet hedder Veteran Match og går ud på både at anerkende veteranerne og give dem en mulighed for at komme i job.

Når der spilles ishockey i metalligaen i Vojens den 10. oktober, vil der være veteraner på tribunerne. Det samme gør sig gældende, når SønderjyskE Fodbold løber på banen den 31. oktober. Veteraner fra Haderslev Kommune er inviteret til at komme og overvære de to kampdage og være med i Veteran Match.
”Det er en god måde at anerkende vores veteraner på. I Haderslev Kommune har vi knap 750 veteraner, og vi håber, vi kan give lidt tilbage til dem ved at være med til at skabe sådanne arrangementer, hvor de bliver hyldet og får nogle gode oplevelser. Vi er rigtig glade for, at SønderjyskE har lyst til at være en del af denne dag, som vi arrangerer sammen med DIF Soldaterprojekt”, siger Jon Krongaard, formand for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i Haderslev Kommune.

Udover sportskampene inviteres veteranerne den 11. oktober til JOBMATCH, hvor de får mulighed for at møde SønderjyskEs erhvervsnetværk. Det sker i Frøs Arena.

Tanken med JOBMATCH er at skabe nogle uformelle rammer for det første møde med en potentiel, ny arbejdsgiver.
”Match-dagen er tilrettelagt sådan, at der bliver taget højde for veteranernes ønsker og behov. Vi ved, at nogle af dem, der gerne vil have et job, kan have brug for, at der tages særlige hensyn. Derfor vil der være god tid og ro til samtalerne, og vi har på forhånd forsøgt at matche veteraner og virksomheder, så det forhåbentligt bliver en god oplevelse for veteranerne.

Dagen starter med sociale aktiviteter i form af en rundvisning på Frøs Arena samt en frivillig idrætsaktivitet. Herefter vil selve job-matchen finde sted, og den er for alle veteraner, der søger job i det civile – både de, der ingen mén har, og de som har fysiske og psykiske skader fra deres udsendelser og derfor har behov for at der vises hensyn.
”Ansætter man en veteran, så ansætter man også nogle utroligt dedikerede og loyale mennesker, og vi håber, at rigtig mange virksomheder og veteraner vil finde hinanden denne dag”, siger Jon Krongaard.

Hvis man vil vide mere eller tilmelde sig Veteran Match foregår det på rom@dif.dk

Om veterankampen
Når SønderjyskE søndag kl. 15.00 løber på isen mod Herning Blue Fox, er opgøret samtidig Veteran Match 2021. 
Der spilles i specialdesignede veterantrøjer i camouflagefarver, og dem kan publikum få fingrene i og samtidig støtte en god sag.

Læs mere om kampen på soenderjyske.dk