Haderslev Kommune er i top, når det gælder sagsbehandling af byggesager. Det viser en ny statistik fra KL.

Der går ikke lang tid fra en borger eller virksomhed har sendt en byggeansøgning til Haderslev Kommune, før spaden kan komme i jorden.
Haderslev Kommune ligger nemlig helt i top, når det gælder sagsbehandlingstiden for byggesager. Det viser en opgørelse som KL har offentliggjort.
”Det er vi rigtig stolte af. Vi oplever, at der er godt gang i byggeriet i kommunen, og det vil vi meget gerne imødekomme. Derfor er en hurtig sagsbehandling ét af de områder, som vi prioriterer højt, og vi er glade for, at det er lykkedes”, siger borgmester H.P. Geil.
KL og regeringen har indgået en aftale om fælles servicemål for kommunal byggesagsbehandling i december 2015. Med aftalen er der sat mål for sagsbehandlingstiden for bl.a. byggetilladelser.
I 2019 var Haderslev Kommune cirka 13 dage om at behandle en byggesag for et enfamilieshus – mod et gennemsnit på 43 på landsplan. Dermed ligger kommunen bedre end KL’s servicemål (på 40 dage) og også noget lavere end på landsplan, hvor kun Vallensbæk og Thisted er hurtigere.
”Vi har nogle dedikerede byggesagsbehandlere og et stærkt samarbejde på tværs i Teknik og Miljø, hvilket har gjort at vi stort set er i bund med byggesagerne”, siger afdelingsleder i Byggeri og Sekretariat, Kent Skovfoged Hansen, der samtidigt sender en stor tak til ansøgerne og deres rådgivere for en altid god dialog