Foreninger

Vojens Skakklub er i Mesterrækken

Vojens Skakklub har i sæsonen 2017-18 haft to hold med i Sydjysk Hovedkreds A-række. Førsteholdet sørgede for klubbens kvalifikation til en kamp om oprykning til Mesterrækken, mens andetholdet sluttede på en bundplacering. Det var nogenlunde som forventet, oplyser formand Karl Posselt.

Holdene i A-rækken består af fire spillere, mens der i Mesterrækken spilles med otte-mandshold. Derfor var alle otte spillere i aktion på ét fælles hold, da der i søndags blev spillet oprykningskamp i Fredericia.
Kampen stod mellem Vojens og et hold fra Skakklubben Springeren (Kolding).

”Vi havde forventet en jævnbyrdig kamp – måske med en lille overvægt til Vojens,” siger Karl Posselt.
Det gik dog i overvældende grad Vojens´ vej, idet det samlede resultat blev en Vojens-sejr på 6-2 – uden nederlag i et eneste parti.

Der var sejre til Martin Møller, Finn Nielsen, Bo Arnfeldt Andersen og Ole Harbo, mens Mogens K. Larsson, Benny Christensen, Karl Posselt og Morten Jessen spillede uafgjort.

“Det skal nu blive spændende at se, om Vojens i næste sæson kan klare sig som oprykker i Mesterrækken,” slutter formanden.