Nyheder

Vi er vilde med at tælle skridt i Haderslev

De sidste par år har Haderslev Kommune som et tiltag i det forebyggende sundhedsarbejde betalt deltagelsesgebyret for ansatte og borgere, der ønsker at være med i Tæl Skridt-kampagen. Det betyder, at rigtig mange får gået mindst 10.000 skridt om dagen. For medarbejderne i Børnehuset Udsigten har de mange skridt endda udløst en præmie på 25.000 kroner.
Der er gået ekstra mange skridt i Haderslev Kommune i de sidste par uger. Mere end 500 medarbejdere og borgere har nemlig været med i Tæl Skridt-kampagnen, der er en landsdækkende kampagne, der skal sætte fokus på sundhed og motion på de danske arbejdspladser.
Haderslev Kommune har de sidste to år betalt deltagergebyret for ansatte og medarbejdere, og det har betydet, at kommunen er en foregangskommune, når det gælder antallet at tilmeldte til kampagnen. Faktisk er Haderslev den kommune i landet, hvor flest medarbejdere og borgere tæller skridt.
”Vi ønsker at motivere både medarbejdere og borgere til at være aktive. Tæl Skridt er god og enkel kampagne, der får flere til at være aktive i løbet af dagen. Vi ved, at en gåtur kan være med til at forebygge en række livsstilssygdomme, og kampagnen er en god måde at få skabt sunde vaner på”, siger Børge Koch, formand for Udvalget for Sundhed og Forebyggelse.
Ikke nok med at Haderslev Kommune er den kommune, der på landsplan har flest tilmeldte, men da hovedpræmien denne gang skulle trækkes, var det et medarbejderhold fra Haderslev Kommune, der ved lodtrækning blev trukket ud.
Det var derfor nogle meget glade og overraskede medarbejdere fra Børnehuset Udsigten, der i dag fik overrakt 25.000 kroner fra Dansk Firmaidræt.
“Gennem Tæl Skridt-kampagnen har rigtig mange medarbejdere udfordret ikke blot sig selv, men også hinanden og derved sat fokus på trivsel, sundhed og sammenhold. Det er godt gået, og at en af vores institutioner er så heldige at vinde 25.000 kroner, gør bestemt ikke oplevelsen ringere”, siger Henrik Rønnow, formand for Udvalget for Børn og Familier.
Medarbejderne fra Børnehuset Udsigten blev overrasket med en check på de 25.000 kroner på et møde torsdag. De har endnu ikke besluttet sig for, hvad pengene skal bruges til, men de regner med, at det skal være til en fælles oplevelse for personalegruppen.
Vinderholdet fra Børnehuset Udsigten er på 14 medarbejdere, der i gennemsnit har gået 14.370 skridt pr. deltager pr. dag. Det svarer til ca. 9,3 km om dagen.

 

[otw_shortcode_info_box border_style=”bordered”]Om Tæl Skridt
Bag Tæl Skridt kampagner står Dansk Firmaidrætsforbund.
Deltagerne skal forsøge at gå 10.000 skridt dagligt i kampagneperioden.
Tæl Skridt-kampagnen er fire gange om året á to uger.
I 2017 deltog i alt 64.006 i Tæl Skridt.[/otw_shortcode_info_box]