Ishockey

Tilbage til rødderne

Sønderjyden Patrick Galbraith vender hjem til rødderne. Den stærke ishockeymålmand har indgået en tre-årig kontrakt med barndomsklubben SønderjyskE.

Tilbage i 2009 spillede Patrick Galbraith en hovedrolle, da han med SønderjyskE som ung keeper vandt Danmarksmesterskabet. Nu bliver han genforenet med sin gamle træner Mario Simioni og holdkammeraten Kim Lykkeskov, som nu agerer sportschef i SønderjyskE.

“Jeg er super stolt og glad for, at Patrick har valgt at komme hjem og hjælpe os med at få SønderjyskE på ret kurs. Der hersker ingen tvivl om, at han kommer hjem for at vinde noget igen,” siger sportschef Kim Lykkeskov.

Galbraith fejrede i marts sin 32. fødselsdag, og han kan se tilbage på en masse flotte sæsoner i udlandet. Turen er gået forbi svensk, slovakisk, finsk, tysk og senest britisk ishockey.

“Patrick kommer til at blive en leder i truppen. En spiller, som kan vise vejen for de andre. Han har trods alt været ni år i udlandet og kommer fra en rigtig flot sæson i engelske Nottingham, hvor han havde ligaens bedste redningsprocent,” siger Lykkeskov.

Inden udlandseventyret nåede han at vinde to DM-titler med SønderjyskE og spille 214 kampe i den lyseblå trøje. På CV’et har rutinerede Galbraith også 131 landskampe og 9 VM-slutrunder. Står det til Lykkeskov, så er den sønderjyske keeper i spil til at få flere kampe i rødt og hvidt.

“Patrick er sulten efter at komme tilbage på det danske landshold, og det vil jeg rigtig gerne hjælpe ham med. Jeg synes, Patrick stadig bør være et emne til det danske landshold,” siger Lykkeskov.

[otw_shortcode_info_box border_style=”bordered”]Fakta Patrick Galbraith
Nationalitet: Danmark
Født: 32 år (11.03.1986)
Højde: 183 cm
Vægt: 81 kg
Griber: Venstre
Kontrakt: 3 år (01.07.2018-30.06.2021)
Tidligere klubber: SønderjyskE, Björklöven, Leksand, Slovan Bratislava, Espoo Blues, Frölunda, Oskarshamn, Karlskrona, Krefeld Pinguine, Nottingham Panthers.
Statistik: http://www.eliteprospects.com/player.php?player=16205[/otw_shortcode_info_box]