Nyheder

Talenter får fys på fuldtid

På baggrund af et godt samarbejde mellem SønderjyskE og Talentcenter Haderslev, er det muligt at ansætte en fysioterapeut på fuld tid i talentudviklingen – Morten Krægpøth går fra en 20 timers stilling til en fuldtidsstilling, pr. 1. august 2018. Det sker for at styrke talenternes hverdag, for at have yderligere snor i genoptræningen, og for at styrke vores interne netværk mellem de to organisationer.

”Setuppet for fysisk træning, genoptræning og behandling kommer dermed til at bestå af 5,5 fuldtidsmedarbejdere, og det er det stærke setup der har gjort at vi har kunne tiltrække en kapacitet som Morten Krægpøth til en fuldtidsstilling”, udtaler Talentchef i Talentcenter Haderslev Morten Nørby Poulsen, og fortsætter; ”det netværk der er mellem vores setup og SønderjyskEs setup styrkes yderligere af at Morten får sin faste gang i endnu flere timer, samtidig med at linket mellem vores fysiske træner, Michael Christiansen og SønderjyskEs fysiske træneransvarlig Yannick Durand øges. Via samarbejdet sikrer vi at Morten er en del af et topfagligt netværk, der vil komme os alle til gode.”

Morten Krægpøth bliver tilknyttet SønderjyskEs Superligamandskab i spidsperioderne i løbet af en almindelig uge, således at han kan supplere og byde ind til det i det daglige eksisterende behandlerteam med Carl Hamann og Kim Zacho.
Morten Krægpøth udtaler, at han er glad for at få muligheden for at følge og præge talenternes udvikling hele vejen fra talentklasser til Superliga. ”Jeg ser det som en spændende faglig udfordring og glæder mig til at kunne have fuld fokus på at hjælpe talenter og spillere i gang igen efter skader og holde dem skadesfri”, udtaler han. ”Det er en kæmpe optimering, at vi nu kan lave en samlet fælles koordineret indsats, hvor jeg også kan bruge min viden til at supplere hos Carl og Kim”, fortsætter han. Morten udtaler, at han ser frem til samarbejdet og sparringen med nye kollegaer på alle niveauer.

Der er ikke nogen tvivl om at tildelingen af A-licens til Haderslev Fodboldklub og SønderjyskE for drengefodbold, betyder at det øgede fokus på behandling og genoptræning kommer på rette tid, men også fokus på talenterne i ishockey spiller ind på beslutningen om at tilknytte en fuldtids fysioterapeut. Morten Krægpøth vil, som Talentcenterets fysioterapeut, også få en større synlighed i forbindelse med det daglige virke i og omkring SE Arena.

SønderjyskEs Sports- og talentchef Hans Jørgen Haysen ser også med stor glæde på opgraderingen; ”Endnu engang viser det fantastiske samarbejde med Talentcenter Haderslev og ikke mindst dettes talentchef Morten Nørby Poulsen, at bære frugt og gøre, at vi igen kan opgradere vores set-up for de bedste talenter. Som vi i SønderjyskE har gjort det med både fysisk træning og målmandstræning, så får vi også nu ved fuldtidsansættelsen af Morten Krægpøth en gennemgående ansvarlig på skadesbehandling og genoptræning fra talentafdeling og til Superliga. ”Haysen pointerer desuden at det også vil indvirke sparrings- og set-up mæssigt på Superliga holdet og dettes nuværende ansvarlige; ”Vi har allerede et dygtigt og kompetent sundhedsteam med Carl Hamann i spidsen flankeret af Kim Zacho. Derudover har vi en super aftale med Kiropraktorerne Hansen & Hansen, hvor Rasmus og Michael ugentligt også indvirker med deres store egenskaber. Og så nu med Morten Krægpøth som yderligere person omkring det, gør kun at vi vil stå endnu stærkere.” Hans Jørgen Haysen påpeger desuden at den udvikling SønderjyskE og dets samarbejdspartnere har gang i, kun vil udvikle sig endnu mere over de kommende år; ”Med den fortjente tildeling af A-licens for vor talentafdeling, har det givet os et kærkommen klap på skulderen og tro på, at vi er på rette spor, og at alle de tiltag vi har gjort over specielt de seneste 3-4 år, har været sliddet og midlerne værd. Vi kommer til at fortsætte med forøget kraft, og skal og vil endnu mere fremadrettet.” slutter Hans Jørgen Haysen.