Jeg har fået et hav af idéer i den forløbne uge. Den ene bedre end den anden. Hvor mange af dem har jeg fået sat i værk?
Ingen. Ikke en eneste.
Alle idéerne har handlet om, hvordan jeg kan hjælpe med at samle penge ind til verdens udsatte piger. Piger, der i nogle lande, bliver giftet væk til voksne mænd som 13-14 årige. En tanke, der i al sin gru, tager luften fra mig. Det kunne være min yngste datter om et par år, hvis vi havde boet i det forkerte land.
Hvorfor fik jeg ikke omsat idéerne til handling?
Bor de udsatte piger for langt væk til, at jeg kan forholde mig til dem?
Er jeg i bund og grund ligeglad, så længe mine egne børn er i tryghed?
Er jeg doven?
Lidt af det hele tror jeg.
I mit hjerte er jeg dog ikke ligeglad – da græder jeg over pigernes liv.
Trods tårerne afslører mine manglende handlinger alligevel en form for ligegyldighed overfor mine medmennesker.
Det gør mig skamfuld. Skamfuld over min manglende handlen.
Derfor er jeg glad for at få en ekstra chance i morgen aften, når jeg kan lægge mit sølle bidrag i bøssen. Glad for at nogen rejser sig op og handler – tror på, at handling nytter. Tror på, at vi sammen kan gøre en forskel. Tror på, at alle piger i virkeligheden er ens. At de alle gerne vil have en barndom, hvor de kan lege, grine og vokse op i tryghed.
God weekend – verden er lille

Sanne (Brodersen, Gram Slot)