Foto: Gram Slot
Foto: Gram Slot
Gram

Sannes tanker: Op på hesten igen

Omgående! Datter faldet af hesten!
Sådan stod der på papiret, jeg fik stukket i hånden, mens jeg talte i telefon. På sedlen var der også et telefonnummer.
Jeg fik afsluttet samtalen og ringede til nummeret på sedlen. Ingen respons.
Heldigvis var der kun et par kilometer til rideskolen, hvor datteren var på ridelejr, så jeg kunne på få minutter smutte ud og få styr på, hvor mange ben og arme, der var brækket. Der måtte minimum være et brud fik jeg tænkt, mens jeg snuppede en is i fryseren. Is kan kurere en del skader, ved jeg.
Jeg fandt hende i hestetraileren. Hun så lidt overrasket ud over at jeg kom, men ved synet af moderen, kom tårerene igen. De første havde banet vejen, og lavet to hudfarvede striber ned af kinderne, der var godt støvet til.
Isen gjorde som ventet underværker, mens historien om styrtet blev fortalt. Forskrækket hest. Galop. Ingen sadel. Et barn nede. Og så kun 5 minutter inde i opvarmningen på første lejrdag. Uretfærdigt.
Mens hun fortalte, konstaterede jeg; ingen brækkede lemmer, ingen ar på sjælen eller lignende.
Måske havde jeg reageret lidt hurtigt og moragtigt på sedlen med ordlyden omgående!.
Da isen var spist, var det tid til at få et knus og så ellers op på hesten igen.
Fire dage senere skulle datteren hentes. Renderne, hvor tårerne havde løbet tidligere på ugen, var væk – dækket af et endnu tykkere lag støv. Nedturen fra hesten var forvandlet til optur over gode hesteoplevelser, nye kammeratskaber og glæden over at være en del af et fællesskab, hvor der både var plads til at grine og græde.
God weekend – Virkelige oplevelser virker
Sanne (Brodersen, Gram Slot)