Jeg blev dårlig, fik kvalme og ondt i maven. Faktisk blev jeg så dårlig, at jeg måtte slukke for fjernsynet og afbryde den hyggelige stund jeg forinden havde haft med min datter, hvor vi så det hyggelige og ufarlige program ’Kender du typen?’
Årsagen til mit ubehag var næste program; ’Sexovergreb på bestilling’. Danskere, der på bestilling bestiller sexovergreb på små børn i andre lande, som de efterfølgende kan sidde at se på hjemme i trygge Danmark.
Jeg slukkede på grund af min datter, som har den alder nogle af de interviewede og ødelagte børn også har. Men jeg slukkede også på grund af mig selv. Jeg vidste, at jeg ikke havde modet til at se programmet.
Noget går i stykker i mig, når jeg engang imellem tvinger mig selv til at se et program som dette. Min tiltro til det gode i mennesker bliver rusket og dør en lille smule hver gang.
Det fysiske ubehag og kvalmen får mig til at stikke hovedet i busken. Jeg lukker øjnene for virkelighedens mørke side.
Men jeg skammer mig. Skammer mig over, at jeg kun tør se ’Kender du typen?’
Et par enkelte klip af udsendelsen om børnene nåede mig, inden jeg gjorde skærmen sort. Et par skræmte barneøjne og en dansk efterforsker, der blev interviewet.
Jeg slukkede for de skræmte øjne. For fej til at se ind i dem.
Men det er efterforskeren ikke. Han tør se ind i de barneøjne, som har oplevet alt for megen ondskab. Han tør se, at ikke alt er såre godt. Han tør tage kampen op i en stædig insisteren på, at ondskab og overgreb skal ses og italesættes for at kunne blive tilintetgjort. Mørket må frem i lyset for at kunne forsvinde.
Og jeg? Jeg skylder efterforskeren at stå i lyset sammen med ham. Skylder ham at åbne mine øjne, så mørket kan komme frem i lyset.
Det skylder jeg også barnet med de skræmte og forpinte øjne. Hun kan ikke gøre for, at hun er født et sted, hvor man ikke er så heldig at kunne sidde trygt i sofaen med en voksen og se ’Kender du typen?’
God weekend – mørket må vige, når det bliver lyst op

Sanne (Brodersen, Gram Slot)