“Den danske sang er et tvekønnet væsen med mangefarvet hår og med lige så mange hudfarver…”
Synes du det lyder som en noget knudret sætning, og i hvert fald en sætning, som ikke gør sig særlig godt på versefødder, så har du ret.
Men i en tid, hvor selv den sundeste fornuft ofres på Den Politiske Korrektheds klamme alter, så kan det blive en opgave for fremtiden højskole-sangbogs-forfattere.
Bedst som man ikke troede at det kunne blive dummere, endda i en akademisk verden, så meldte den seneste episode sig på banen. Ved et arrangement på CBS blev seancen indledt med sang fra vores allesammens højskolesangbog. Og endda med én af de oftest sungne sange: “Den danske sang er en ung blond pige…” Teksten er skrevet af Kai Hoffmann i 1924 og musikken af Carl Nielsen to år senere – længe før den politiske korrekthed blev opfundet – og forstanden forsvandt.
Tilstede ved arrangementet på CBS var en forsker. Hun var ikke lys og blond, og følte sig derfor krænket af sang-valget. Hun var åbenbart heller ikke begavet nok til at forstå tekstens elegante måde at fortælle i billeder på.
Det må formodes at der, ved arrangementet, var andre deltagere, som ikke kunne leve op til sangens ‘hovedperson’ – fx mænd, brunetter osv. De klagede dog ikke, men det gjorde den kvindelige – ikke blonde – forsker. Og fik en uforbeholden undskyldning af viceinstitutlederen, som i parentes bemærket ikke er kvinde eller blond. Han udtaler at han godt kan forstå, at kvinden føler sig krænket og at sådan en sang ikke en anden gang vil blive afsunget ved et arrangement i CBS.
Det er mere end høje tid at vi gør oprør imod den hjernedøde politiske korrekthed. Vores anerkendelse og respekt overfor mennesker med mere pigment i huden end os selv, vokser ikke af at forbyde at Pipi Langstrømpes far er ‘Negerkonge’ når han nu har været det i 50 år. Vores anerkendelse af kvinders, mænd, transkønnede, homoseksuelles og hvem som helst andres ret til at blive behandlet ordentlig, skal afspejles i vores handlinger, holdninger, adfærd. Sgu ikke af tumbede regler.
Og så ville det være klædeligt, hvis de af os, som lever af deres hjerne-aktivitet gik forrest.
Syng bare løs:
[otw_shortcode_info_box border_style=”bordered”]Den danske sang er en ung blond pige
hun går og nynner i Danmarks hus,
hun er et barn af det havblå rige
hvor bøge lytter til bølgers brus.
Den danske sang når den dybest klinger,
har klang af klokke, af sværd og skjold.
I mod os bruser på brede vinger
en saga tone fra hedenold.
Al Sjællands ynde og Jyllands vælde,
de tvende klange af blidt og hårdt,
skal sangen rumme for ret at melde om,
hvad der inderst er os og vort.
Og tider skifter, og sæder mildnes,
men kunst og kamp kræver stadig stål,
det alterbål, hvor vor sjæl skal ildnes
det flammer hedest i Bjarkemål.
Så syng da, Danmark, lad hjertet tale,
thi hjertesproget er vers og sang,
og lære kan vi af nattergalen,
af lærken over den grønne vang.
Og blæsten suser sin vilde vise,
og stranden drøner sit højtidskvad,
fra hedens lyng som fra stadens flise
skal sangen løfte sig ung og glad.[/otw_shortcode_info_box]