Nyheder

Input til eventmagere

Haderslev Kommune og Haderslev Erhvervsråd inviterer alle, der arbejder med events til en inspirationsaften den 24. maj 2018, hvor man både kan blive klogere på, hvordan man søger midler og få inspiration.

Fra 0 til 20.000 gæster.

Mors Skaldyrsfestival har udviklet sig fra en lokal begivenhed med få besøgende til en stor event med 20.000 gæster fra det danske land. Og opskriften på, hvordan man kan skrue sådan et succesfuldt event sammen, bliver fortalt den 24. maj, når Haderslev Kommune og Haderslev Erhvervsråd inviterer alle, der arbejder med events i kommunen til info- og inspirationsaften.

”Vi vil gerne give vores lokale eventmagere mulighed for at få inspiration fra en helt anden egn af landet og samtidig blive klogere på, hvad de kan låne lokalt og hvordan de søger om midler. Desuden vil der være mulighed for at netværke og snakke med andre, der arbejder med events”, siger borgmester H.P. Geil, der også er formand for Haderslev Eventpulje.
På mødet vil man blandt andet kunne høre om eventpuljen og hvilke kriterier og procedure, der er. Man vil også kunne blive klogere på, hvad der kan lånes og lejes til events i kommunen.
Aftenen holdes den 24. maj kl. 19-22 i Haderslev Idrætscenter.
Tilmelding skal ske senest den 16. maj på mail: kulturogfritid@haderslev.dk