COVID-19 testcenter i Kolding Foto: René Holm
COVID-19 testcenter i Kolding Foto: René Holm
Nyheder

Haderslev virksomheder vil kvikteste personale

I næste uge vil Haderslev Kommune hjælpe en række virksomheder med at få kviktestet medarbejdere for corona via mobil testenhed. Det handler både om at bryde smittekæder og hjælpe det lokale erhvervsliv, siger borgmester.

Flere lokale virksomheder har i den seneste tid henvendt sig til Haderslev Kommune for at høre, om kommunen kan hjælpe med at få kviktestet medarbejdere. Og i næste uge bliver det en mulighed for udvalgte virksomheder at få denne hjælp.
”Når vi har tilbudt test af egne medarbejdere inden for voksen og sundhed samt socialområdet, så har vi ledig testkapacitet i den kviktestaftale, vi har. Den skal udnyttes, og derfor vil vi gerne tilbyde den til lokale virksomheder”, siger borgermester H.P. Geil.
Sammen med Haderslev Erhvervsråd er kommunen i gang med at finde ud af, hvilke virksomheder, det kunne være relevante at spørge.
”Det kan både være i den østlige eller vestlige del af kommunen, fordi testenheden er mobil. Når vi sammen med erhvervsrådet har fundet virksomhederne, så håber vi, at det kan komme op at køre i løbet af meget kort tid, for vi vil gerne rykke hurtigt på denne mulighed. Vi vil gøre alt hvad vi kan for, at smittekæderne bliver brudt, og samtidig skal vi holde vores lokale erhvervsliv i gang”, siger HP Geil.
Med en kviktest får man svar på sin coronaprøve i løbet af kort tid.
”Det er vigtigt at understrege, at aftalen ikke får betydning for vores egne medarbejderes mulighed for at blive testet. Det er udelukkende et spørgsmål om, at vi skal bruge al den testkapacitet, vi har”, siger H.P. Geil.
Det er Carelink A/S, der udfører kviktestene i Haderslev Kommune.

Related posts

Bump asfalteres i Vojens

René Holm

GPS jagt på skoler

René Holm

Singlefest på HaderslevHus

René Holm