Udvalget for Sundhed og Forebyggelse i Haderslev Kommune tager et ekstra skridt for sundheden i kommunen og indbyder borgere og arbejdspladser til at deltage gratis i Dansk Firmaidrætsforbunds landsdækkende kampagne Tæl Skridt. Kommunen ønsker at sætte fokus på sundhed, og med skridttællerdysten har de et kneb, der kan motivere flere borgere – også dem, som ikke er i gang med andre af kommunens motionstilbud.
Det skal være både sundt og sjovt at gå på arbejde i Haderslev Kommune. Derfor betaler kommunen for alle kommunens ansatte, borgere og virksomheder, som tilmelder sig til Tæl Skridt, der fire gange i løbet af året sender danskerne på gå- og traveture. Det tager to uger at tælle skridt, og der skal minimum 10.000 skridt på kontoen i otte af dagene.
Stærkt signal
”Det sender et stærkt signal fra kommunen, at fysisk aktivitet er noget, de prioriterer. Tæl Skridt er en kampagne, der også motiverer de borgere/ansatte, som ikke melder sig til gængse motionsformer – og derfor kan vi med Tæl Skridt motivere dem til at blive mere aktive”, siger Stine Dragsbæk, kampagneleder på Tæl Skridt i Dansk Firmaidrætsforbund.
Evalueringsresultater fra Tæl Skridt viser, at kampagnen også er for de danskere, der ikke dyrker motion til dagligt. Når de får taget hul på at dyrke motion med en skridttæller i buksekanten eller via en app på mobilen, så fastholder de det øgede aktivitetsniveau, som de har opbygget i kampagneperioden – også når man spørger dem fem måneder efter kampagnens afslutning.
Et sundt og sjovt (arbejds)liv
”Vi ved alle, at det er sundt at bevæge sig, og en gåtur i den friske luft kan være sund for både krop og sjæl. Udvalget for Sundhed og Forebyggelse i Haderslev Kommune vil gerne understøtte dette og besluttede for nogle år siden at betale deltagergebyret, som i et led i den forebyggende og sundhedsfremmende indsats. Alle skridt tæller og det er da mere hyggeligt at besøge sin kollega på et andet kontor eller naboen fremfor at sende en mail eller ringe”, siger Kira Skovgaard-Simonsen kampagneansvarlig i Haderslev Kommune.
Tæl Skridt er en landsdækkende kampagne, der handler om at få mere aktivitet, socialt samvær og venlig konkurrence ind i arbejdsdagen. Det kræver hverken omklædning, opvarmning eller et træningslokale at tælle skridt. Er man minimum tre personer, kan man deltage, og konkurrencen går i sin enkelthed ud på at gå minimum 10.000 skridt om dagen. Gør man det i mindst otte ud af de 14 dage, som kampagnen løber, deltager holdet i lodtrækningen om tre præmier på henholdsvis 25.000 kr., 10.000 kr. og 5.000 kr.
”Tæl Skridt er med til at sætte fokus på, at fysisk aktivitet ikke behøver at være i træningstøjet og kræve et bad efterfølgende. Det kan være et walk-and-talk møde med kollegaen eller en rask travetur med naboen, hvor man kommer til at pruste lidt. Så øges sundhedsgevinsten”, siger Kira Skovgaard-Simonsen.
Tæl skridt styrker sammenholdet
Deltagelsen kan også være med til at styrke sammenholdet på arbejdspladsen, påpeger kampagneleder Stine Dragsbæk.
”Man kan dyste mellem de enkelte afdelinger og på den måde bringe folk tættere sammen og derved lette arbejdsdagen – både fagligt og socialt. Vi ved fra deltagerne, at Tæl Skridt også bliver en del af den daglige snak på arbejdspladsen. Deltagerne er opmærksomme på skridttællerne, og de motiverer og opmuntrer hinanden til lige at komme ud på en ekstra tur, hvis de 10.000 skridt er tæt på”, siger hun.
Haderslev Kommune har fået oprettet en særlig betalingskode. Hvis man skriver den, når man tilmelder sig, betaler kommunen for deltagelse. Alle borgere/arbejdspladser/ansatte i Haderslev Kommune kan benytte sig af betalingskoden: ’Haderslev’, når de tilmelder sig på www.taelskridt.dk.
[otw_shortcode_info_box border_style=”bordered”]Fakta om Tæl skridt:
Kampagnen begynder den 23. april og slutter den 6. maj.
Der skal være minimum tre deltagere på hvert hold.
Det er gratis at deltage i Tæl Skridt, hvis du arbejder/bor i Haderslev Kommune.
I løbet af de to uger skal deltagerne forsøge at gå mindst 10.000 skridt om dagen. Alle, der i gennemsnit når de 10.000 skridt i mindst 8 ud af de 14 dage, er med i lodtrækningen om de tre skattefrie præmier på 5.000 kr., 10.000 kr. og 25.000 kr.
Cirka 30.000 danskere deltager årligt i Tæl skridt
I 2017 gik alle deltagere i Tæl skridt tilsammen 9.319.114.024 skridt
Læs mere om Tæl skridt på www.taelskridt.dk.[/otw_shortcode_info_box]