covid-19
covid-19

Det næste stykke tid skal besøg på plejecentre i Haderslev Kommune foregå udendørs. Beboere kan dog udpege én nær kontakt, der kan komme på besøg i beboerens egen lejlighed. Årsagen er, at Haderslev Kommune er blevet pålagt at indføre besøgsrestriktioner af Styrelsen for Patientsikkerhed på grund af stigende smittetryk.
Mandag den 9. november 2020 har Haderslev Kommune modtaget et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed om at indføre besøgsrestriktioner på plejecentre i kommunen. Påbuddet gælder kommunale såvel som private og selvejende plejecentre.
”Vi har i løbet af de seneste uger set en tydelig stigning i antallet af smittede i vores kommune, og derfor bliver vi nu pålagt at indføre besøgsrestriktioner på vores plejecentre, ligesom vores nabokommuner. Det er jeg rigtig ærgerlig over på beboernes vegne, men vi er nødt til at beskytte vores svageste, og derfor følger vi naturligvis myndighedernes retningslinjer”, siger borgmester H. P. Geil.
I påbuddet står der, at kommunen skal begrænse besøgende til én nær kontakt for hver beboer.
”Vi er nu gået i gang med at kontakte beboerne og deres pårørende for at finde ud af, hvem der er deres nære kontakt. Derudover ser vi på, om vi kan gøre det muligt for andre pårørende at være sammen med deres familiemedlemmer udendørs for eksempel på en kort gåtur eller lignende”, siger H. P. Geil.
Beboere på plejecentrene kan derudover forlade plejecentrene som normalt.
”Man er som pårørende velkommen til at tage beboere med på tur, men vi beder om at man husker anbefalingerne om hygiejne, afstand og forsamlingsforbud og aflyser, hvis man føler sig syg, så vi ikke risikerer, at en beboer bringer smitte med tilbage til plejecentrene”, siger H. P. Geil.

Fakta:
Restriktionerne gælder for besøgende til plejecentre inklusive fællesarealer som fx opholdsstuer, caféer og træningscentre samt rehabiliterings- og dagscentre. Borgere i eget hjem, der er visiteret til fx træningscenter eller dagcenter kan fortsat benytte tilbuddet.
Udover muligheden for én nær kontakt er der også mulighed for at beboere kan få besøg ved særligt kritiske omstændigheder eller hvis borgerens mentale tilstand gør det svært at forstå restriktionerne.
Påbuddet kommer efter smittetrykket i Haderslev Kommune den 8. november 2020 er opgjort til 104,5 smittede borgere pr. 100.000 indbyggere.
Påbuddet fra Styrelsen for Patientsikkerhed gælder med det samme og vil blive vurderet løbende og revideret senest den 15. december 2020.