Fodbold

Fodbold kan snart opleves stående i tørvejr

Det er forventet at tilskuerne til Superligakampene, på Sydbank Park i Haderslev, fra slutningen af 2019 kan stå i tørvejr på alle fire tribuner.

Haderslev Kommune og HFK Tribune som bygherre har netop offentliggjort en plan, for at overdække de to målender. Det sker med Cawo A/S, der som totalentreprenør skal stå for byggeriet, der foruden overdækningerne også vil forsyne tribunerne med betonunderlag, ligesom den østlige tribune forlænges og udvides med 625 siddepladser. Foruden de udendørs forbedringer bliver også Fuglsang Loungen udvidet med omkring 110 pladser.

Herefter bliver der plads til 5000 stående tilskuere og 5100 siddepladser, alle overdækkede. Ståpladserne vil med det nye underlag være forberedt til en mulig montering af stole, hvis det skulle være nødvendigt i fremtiden. Også på nordtribunen tænkes der fremad, konstruktionerne udføres således, at der i fremtiden er mulighed for at tilføje sportel, skyetage, lounge eller andet, hvis behovet og mulighederne opstår. Endelig bliver Gymnasiestien bag udebaneafsnittet udvidet for at give adgang for busser, og der etableres et sikkerhedshegn.

Haderslev Byråd afsatte i efteråret penge på budgettet til ombygningen af stadion
”Jeg er utrolig glad for, at vi nu har et projekt, der ikke bare forbedrer Sydbank Park, men også fremtidssikrer stadionet. Gode faciliteter er vigtige for at fastholde den sportslige succes og opbakningen til hele landsdelens fodboldhold”, udtaler borgmester H. P. Geil i en pressemeddelelse.

Stadion i Superligaklasse
Også hos SønderjyskE er der glæde over byggeriet: ”Vi er glade og stolte over, at stadion nu lukkes med de vigtige overdækninger af syd- og nordtribunerne”, udtaler SønderjyskEs direktør Klaus B. Rasmussen, og fortsætter: ”Helt faktuelt er det blevet et krav til alle superligaklubber fra den kommende sæson, at udeholdets fans skal stå under en overdækket tribune. Samtidigt
har der været meget stort pres på erhvervs- og loungefaciliteterne, og også her er det glædeligt, at vi med udvidelsen af Fuglsang Loungen både kan levere på et højt niveau og samtidigt imødekomme det stadigt stigende antal henvendelser fra erhvervsvirksomhederne. Vi får et superligaværdigt og intimt stadion, og kan lægge yderligere lag på udviklingen af topfodbolden i Sønderjylland. Her vil vi også gerne rette en meget stor og varm tak til Haderslev Kommune, hvor man har tænkt stort i forhold til udvikling og branding af hele kommunen og vores dejlige landsdel”

Arbejdet vil blive udført i flere etaper, den første påbegyndes i slutningen af maj i år.
Haderslev Kommune er fra januar 2018 og de næste fem år hovedsponsor for SønderjyskE Fodbold og SønderjyskE Ishockey.

[otw_shortcode_info_box border_style=”bordered”]Fakta:
Projektet koster omkring 18,7 millioner kroner, hvoraf Haderslev Kommune betaler ca. 8,41 millioner kroner og stiller garanti for ca. 10,3 millioner kroner, som HFK Tribune Aps betaler.
Bygherre – HFK Tribune ApS & Haderslev Kommune
Bygherrerådgiver – Kuben Management A/S
Teknisk rådgiver – Rambøll A/S
Totalentreprenør – Cawo A/S, Tømrer-, Snedker- og Blikkenslagerforretning
Totalentreprenørens rådgiverteam: Arkitekter – P+P arkitekter
Ingeniører – Hundsbæk & Henriksen A/S [/otw_shortcode_info_box]

[foogallery id=”2572″]