UU Haderslev er klar til at hjælpe de unge videre trods corona Foto: Modelfoto
UU Haderslev er klar til at hjælpe de unge videre trods corona Foto: Modelfoto
Nyheder

Unge i Haderslev får uddannelsesmagasin

Coronaepidemien spænder ben for en række uddannelsesaktiviteter. Til gengæld har UU Haderslev lavet et magasin, der kan hjælpe de unge med at træffe uddannelsesvalg.
Der bliver ikke nogen uddannelsesmesse for udskolingseleverne i Haderslev Kommune. Uddannelsesvejledningen har måttet aflyse sin årlige messe, og andre tiltag såsom brobygning og introduktionskurserne til ungdomsuddannelserne er aflyst eller udsat på grund af corona.
Derfor udkommer UU Haderslev med et magasin, der er blevet til i samarbejde med alle ungdomsuddannelser og 10. klasseskoler i området.
”Vi har forsøgt at tænke anderledes og finde på noget, der kan hjælpe de unge og som samtidig er coronavenligt”, siger Mads Pedersen, leder af UU Haderslev og fortsætter:
”Mange unge er ofte i tvivl om hvilken retning de skal fortsætte i efter grundskolen. De kan også være i tvivl om, hvilke fag de har brug for for at kunne komme ind på en specifik uddannelse og hvad de kan bruge en bestemt ungdomssuddannelse til. En del af svarene kan de finde i vores nye magasin”.
Magasinet udkommer i ugen op til skolernes juleferie i både fysisk og digital form og udleveres af UU vejlederne til eleverne i 9. og 10.klasse. Senere vil 8. klasserne også få et eksemplar.
”I magasinet er der en generel præsentation af ungdomsuddannelserne og 10. klasse, men der er også mulighed for at få et mere specifikt indblik i de uddannelsesinstitutioner, der findes i vores område. Hver institution beskriver således deres uddannelser, og man kan via en QR-kode se en kort film, der fortæller lidt om det miljø de forgår i. På den måde har vi forsøgt at gøre magasinet lidt mere levende”, siger Mads Pedersen.
Magasinet vil blandt andet blive anvendt af UU vejlederne, som yderligere et element i den kollektive uddannelsesvejledning, ligesom eleverne kan tage det med hjem til deres forældre.
Unge fra Haderslev Kommune, der er på efterskole, vil modtage et eksemplar i egen og deres forældres e-Boks. Uddannelsesmagasinet også kan afhentes på kommunens biblioteker
Deadline 1. marts
Den sædvanlige dato, den 1. marts, er der dog ikke rykket ved. Det er nemlig datoen, hvor alle elever i 9. og 10. klasse skal have tilmeldt sig en ungdomsuddannelse, 10. klasse eller anden aktivitet (arbejde, udlandsophold m.m.).
Derfor vil man også kunne finde information om optagelse.dk, uddannelsesguiden (UG.DK), uddannelsesparathedsvurderinger (UPV) og meget mere.
”Det er håbet, at vi med dette magasin kan bidrage til at elever bliver bedre rustet til at finde den bedste retning for dem – i samarbejde med deres forældre”, siger Mads Petersen.