”Du kan bare komme an far,” sagde hun uanfægtet. Så overbærende på ham et kort øjeblik, og fortsatte; ”i den her måned har vi allerede fået 40 kalve,” hvorefter hun atter vendte koncentrationen mod bjerget af mad på tallerkenen, og nærmest inhalerede det.
Hans let drillende smil stivnede – erkendte, at han var sat skak. Skakmat.
Jeg, der sad på den anden side af bordet, skjulte latteren, der truede med at ville ud.
Det var ikke hver dag, landmanden blev sat på plads, når det handlede om køer. Men her havde verden tilsyneladende overhalet ham indenom.
Hans datter, der for to måneder siden ikke havde troet, hun ville stå op kl. 02.30 for at malke køer og lære kalve at drikke af skål, satte stille og roligt nutidens landbrug i perspektiv for sin far.
Det antal kalve, der var kommet til verden, da han selv passede køer og kalve, var jo det rene ingenting. En ti stykker om måneden – ikke noget, der kunne imponere hende.
Så han kunne bare komme an, ku’ han. Havde han lyst til at komme med til næste morgenmalkning, var han velkommen.
Af: Sanne Brodersen, Gram Slot