Udeholdets fans kan nu glæde sig til at se superligakampene i både læ og tørvejr, når de gæster den ny-opførte KRIFA Tribune i Haderslev.
Der er gang i byggekraner og – lifte på Sydbank Park i Haderslev. Siden maj måned har betonkanoner og håndværkere kørt i pendulfart i forbindelse med opførelsen af den nye syd-tribune. Søndag eftermiddag indtager udeholdets fans den færdige tribune til kampen mod FC Midtjylland, og samtidigt løftes sløret for tribunenavnet, fortæller adm. direktør i SønderjyskE, Klaus B. Rasmussen:
– Vi har virkelig glædet os til dagens kamp, hvor vi for første gang kan give udeholdets fans en god oplevelse med faciliteter som lever 100 % op til kravene om et moderne og tidssvarende superligastadion.
Samtidigt er det også en stor fornøjelse, at vi kan præsentere KRIFA som ny tribunesponsor på Sydbank Park, smiler Klaus B. Rasmussen, og fortsætter:
– KRIFA har i en årrække været en trofast og loyal samarbejdspartner. Vi har altid haft en god dialog, og vi er glade og stolte over, at KRIFA både kan se værdien i samarbejdet og ikke mindst i den meget attraktive eksponering det også medfører med den markante placering i TV – og mediebilledet til superligakampene.
Det er samtidigt også vigtigt for SønderjyskE, at grundpillerne, som tribunesponsorater jo blandt meget andet er, kan afsættes til erhvervslivet. Det er med til at løfte det lyseblå fodboldprojekt endnu et skridt i den rigtige retning, understreger Klaus B. Rasmussen.
Hos Krifa, der har været sponsor gennem 10 år, ser man også frem til indvielsen af den nye tribune og det signal, fagforeningen vil sende med så central en placering af dens budskab om ”God arbejdslyst”:
– Vi identificerer os meget med værdierne i klubben: At resultater skabes gennem sammenhold og godt kollegaskab og holdånd. Det giver mening og dermed arbejdslyst at løbe på banen her i SønderjyskE. Vi ved, at det kræver hårdt arbejde. Selvom vi arbejder hårdt hver eneste dag, skal vi også være glade for vores job. Det ser vi et godt eksempel på i SønderjyskE, og det vil vi gerne eksponeres sammen med og stå på mål for, siger kundecenterchef Brian Mogensen.
Håndværkerne tager nu fat på færdiggørelsen af de sidste tilskuersektioner på Davidsen Tribunen mod øst. Til marts gælder det den sidste etape frem mod et færdigt og overdækket Sydbank Park. Her er det opførelsen af nordtribunen, som hjemmeholdets fans så kan glæde sig til at tage i brug i løbet af efteråret (2019, red.). Det færdige stadion får en kapacitet på 10.100 tilskuere fordelt med 5.100 siddepladser og 5.000 ståpladser.