SønderjyskE og Sydbank har forlænget aftalen om navnesponsoratet på Haderslev stadion.
Siden 2014 har stadion haft det nuværende navn og vil bære det i mindst yderligere fem år.
Sydbank har været med under alle de forandringer og forbedringer, der er sket på Sydbank Park de seneste fem år. Herunder at lukke målenderne med tribuner, hvor der kun mangler den sidste, et arbejde der gerne skal stå færdigt i begyndelsen af 2020.
SønderjyskE-direktør Klaus Rasmussen glæder sig over, at Sydbank med den ny aftale rykker med ind på det nye, udvidet Sydbank Park.
– Sydbank Park er blevet et godt navn i Superligaen, og det er glædeligt, at Sydbank efter fem års tæt samarbejde omkring udviklingen af fodbolden og Sydbank Park kan se sig selv i en fortsættelse, som er yderst vigtig i forhold til at kunne lægge yderligere lag på fodboldens udvikling, siger Klaus Rasmussen.
Sydbank Park har dannet rammen for mange mindeværdige kampe, og SønderjyskE-direktøren glæder sig til endnu flere festlige stunder på det forbedrede stadion.
– Vi ser frem til mange gode oplevelser sammen med Sydbank de næste fem år på Sydbank Park, hvor vi i starten af 2020 officielt åbner dørene for det nye og færdige Sydbank Park, siger Klaus Rasmussen.
I Sydbank glæder Laurids Kudsk, områdedirektør i Sønderjylland, sig over forlængelsen af navnesponsoratet.
– I Sydbank er vi stolte og meget tilfredse med en forlængelse af vores aftale om navnerettighed til Sydbank Park. SønderjyskE og Sydbank Park er et flagskib for Sønderjylland, siger Laurids Kudsk.
Han suppleres af Sydbanks områdedirektør i Kolding, Dennis Vibjerg, der også ser frem til en fortsættelse af det gode samarbejde.
– Med en fortsættelse af aftalen og navnet Sydbank Park vil Sydbank slå sit navn fast som en kompetent og dygtig medspiller i og uden for sportens verden. Vi oplever, at navnet Sydbank Park har brændt sig fast blandt fodboldelskere langt uden for Sønderjylland, og vi glæder os til mange gode sportsoplevelser sammen med SønderjyskE, siger Dennis Vibjerg.