Haderslev Kommune har udlejet en del af arealet ved siden af Rådhuset på Haderslev Havn og samtidig givet tilladelse til at lejerne kan åbne en midlertidig strandbar på Kulkajen.
Snart bliver det muligt at nyde en cocktail eller en øl på havnen i Haderslev, når Kammerateriet åbner en pop-up strandbar på Kulkajen ved siden af Rådhuset.
Haderslev Kommune har givet en midlertidig tilladelse til at anvende arealet til bar og lejet grunden ud til Kammerateriet, der i forvejen driver en bar med et lignende koncept i Svendborg.
”Jeg ser frem til, at der kommer mere liv på Haderslev Havn, som kan supplere de aktiviteter vi allerede har. Kammerateriet har i deres ansøgning lagt vægt på, at de vil lave et sted for det mere voksne publikum med god atmosfære og dæmpet musik, som ikke generer dem, der or omkring, og det synes vi i Økonomiudvalget passer godt ind i området”, siger borgmester H. P. Geil.
Arealet er indtil videre lejet ud for sommersæsonen 2021, som er den periode den midlertidige tilladelse er givet til.
”Vi glæder os til at åbne i Haderslev. Vi kender byen i forvejen og er spændte på, om borgerne i Haderslev vil tage godt imod den idé, som har fungeret i Svendborg. Nu prøver vi det af med en pop-up bar, som er en rigtig fin måde at starte på, så vi kan se, om det er noget for byen”, siger Lasse Bekker, der er den ene af de to indehavere af Kammerateriet.