For rigtig mange sønderjyder, såvel som for millioner af andre verden over, er Stafet for Livet blevet en kær årligt tilbagevendende begivenhed, som man holder af at deltage i.

Det kan naturligvis være hårdt at møde synet af de mange gulblusede fightere, høre historierne og mærke atmosfæren. Ikke mindst, hvis man selv har mistet for nyligt. Men først og fremmest er Stafet for Livet en smuk begivenhed. Ikke mindst stafetten i Haderslevs fantastiske dampark.

Med til at gøre Stafet for Livet smuk er naturligvis den stærke symbolik og de traditioner som knytter sig til stafetten.

Mange rammes på følelserne af de smukke ord ved åbningen, fighterrunden hvor alle i dybeste respekt afventer at den sidste fighter har passeret før man begiver sig afsted og ikke mindst: Lysceremonien med de utallige lys, placeret i hver sin fine lille pose med tekst og tegninger på. Lyset, som skal tænde håbet i mørket og mindes de elskede vi har mistet. En ceremoni, som gøres endnu stærkere af den ro som sænker sig når al gang og løb ophører i en time. En ro til refleksion og tanker. En ro til respekt og en ro til at lytte til nogle velvalgte ord fra stafettens hovedtaler.

Hos Stafet for Livet i Haderslev har man også sin helt egen tradition, som ikke står tilbage for de øvrige. Her indsamles de utallige lysposer og afbrændes. Den aske, som de bliver til, bliver så anvendt når man – hvert år – planter endnu et træ på damhalvøen. Asken hjælper det lille ny træ til at finde rodfæste i den meget vanskelige jord, som damhalvøen består af. Og med tusindvis af tanker – tænkt om mennesker man elsker – er denne aske den bedst tænkelige start for de nye liv.