Haderslev Kommune modtager flere henvendelser med interesse for grøn energi og især solenergi efterspørges. Derfor foreslår kommunen nu at udpege nye områder, hvor der kan stilles solcelleanlæg op, hvis der er ønske om det.
”Kommunerne har sammen med Regeringen en opgave med at reducere udledningen af CO2. En af vejene mod mere bæredygtig energi er solceller, og derfor er det også positivt, at vi får flere henvendelser fra virksomheder, der vil investere i kommunen og i klimaet”, siger borgmester H. P. Geil og fortsætter:
”Vi er gået med i Realdania-projektet DK2020, hvor vi har forpligtet os til at lave en ambitiøs klimaplan, der sikrer, at vi lever op til Parisaftalens målsætninger om at reducere udledning af drivhusgasser og tilpasse til klimaforandringer. Og her er solenergi et vigtigt redskab.”
Kommuneplantillægget omfatter ni områder i kommunen, hvor der foreslås at give mulighed for at opstille fritstående solenergianlæg. Områderne ligger ved Rovstrup/Krejsel, Simmersted, Kastvrå, Lerte, Styding, Bevtoft og Kastrup Enge. De er udpeget efter en række kriterier og en landskabs- og naturvurdering af områderne.
Høring frem til 18. maj
Forslaget til kommuneplantillægget blev den 23. marts sendt i høring, og samtidig blev der sendt besked i e-boks til omkring 2.500 borgere, der bor tæt ved områderne.
”Det er vigtigt, at naboerne ikke bliver overraskede over, at et område er udpeget til at kunne anvendes til solcelleanlæg. Derfor håber jeg, at mange vil sende et høringssvar, hvis de har bemærkninger til forslaget”, siger H. P. Geil.
Forslaget til kommuneplantillægget er i høring frem til og med den 18. maj og kan ses på www.blivhørthaderslev.dk. Efter sommerferien vil byrådet tage stilling til planforslagets endelige godkendelse og herefter kan arbejdet med mere konkrete lokalplaner påbegyndes.