Flot og frodig er hun. Biler stopper op for at kigge, andre vender sig om efter hende, når de går forbi. Endnu har jeg ikke hørt nogen fløjte, men et par har nok haft lyst. Et er dog helt sikkert, hun får folk til at tale. Og tænke. Hvad de taler om og tænker ved jeg ikke. Det er heller ikke så vigtigt.
Det, der er vigtigt er, at hun med sine frodige former får sat fokus på mange ting. Den perfekte uperfekte krop, rummelighed, og hvad det uventede og overraskende gør ved os.
Men hvorfor dukker hun op nu? I slotssøen. Og så oven i købet med nissehue.
Det gør hun fordi vi går julen i møde. Rummelighedens tid. Der, hvor vi får en ekstra påmindelse om, at vi alle bliver rigere af at bære over med det vi ikke helt forstår, acceptere det, der ikke ligner os helt, vente med at dømme til vi kender sagens rette sammenhæng.
Det er derfor, hun sidder der i vandet og smiler venligt til forbipasserende. Hun minder os om alt det vi godt ved, men nogle gange lige skal mindes om. Hun er tålmodig, venlig, svarer dig ikke igen uanset, hvad du siger til hende.
Hun – og jeg – er bare glade for, at du kaster et blik på hende, tænker lidt, snakker en smule med en ved din side eller måske ånder lettet op og tænker på, hvor smuk også hun er med sine gaver til gården og gaden. Men vent ikke for længe – pludselig er hun væk igen og så må du selv minde dig om at være rummelig mod dig selv og andre.
God weekend – rummet til rummelighed vokser jo mere du fylder i.
Sanne (Brodersen, Gram Slot red)