”Vi har talt om dette arrangement i 14 dage, skrevet op på tavlen, hvad vi skal og hvad der skal ske. Hvis ikke vi gør det, kan han slet ikke overskue det.”
Hun fortæller det, mens hun roligt sidder og snakker med mig over maden, men samtidig har et kærligt blik på barnet, der leger og kan overskue den nye sammenhæng han er i for et par timer.
Episoden finder sted, da jeg og min familie sidder og spiser sammen med mange andre efter en børnegudstjeneste, som drengen og hans plejemor også har været med til.
Hun er og har været mor til mange i årenes løb. Foran ordet mor knytter der sig, i hendes tilfælde, ordet ’pleje’. Et ord, som for mange mødre og fædre er ensbetydende med en vis uro.
Kan de få lov til at beholde de børn, der er blevet betroet dem, indtil de er flyvefærdige? Ikke altid. Som plejeforælder lever man i en evig usikkerhed om børnene pludselig skal ´videre i systemet´.
For som kvinden siger; ”man kan jo ikke lade være med at knuselske de børn, og det er forfærdelig hårdt, når de skal væk før tid.”
Jeg ved, som hun, at de børn er i pleje af en grund. De har trods deres ringe alder oplevet meget mere, end man som voksen tør forestille sig.
Børn, der er anbragt i pleje, har brug for meget længere tid end en barndom til at få tillid til andre og blive hele mennesker. Ro, stabilitet og kærlighed i ét hjem kan være med til at give dem den ballast, de har brug for.
Kunne jeg sende et ønske ud for plejeforældre – og deres børn, skulle det være at de, ligesom alle andre fik lov til at have den tid det tager at skabe et trygt og velfungerende menneske.
Forestil dig at ‘systemet’ havde børn. Det var aldrig gået med til at dets børn skulle være kastbold mellem forskellige systemer eller mennesker. Det ville ødelægge for mange liv, tage for lang tid at skabe velfungerende mennesker, men ikke mindst være alt, alt for dyrt.
God weekend – Ting tager tid – mennesker tager længere tid.
Sanne
forrige nyhed