Åhhh, klokken er lidt i jul og jeg er slet ikke færdig. Jeg mangler lige det sidste. Det gør jeg altid. Mangler liiige det sidste inden jeg kan slappe af og lade julen svøbe sig om mig. Det bliver aldrig anderledes, tror jeg.
Jeg gad ellers godt være et af de dér overskudsmennesker, som var færdige med alt i god tid, kunne sidde i ro og mag og skrive julekort, få finpudset de sidste små detaljer 3 dage før dagen. Jeg ville ønske, jeg kunne gå rundt og hygge mig – ordne lidt hist og lidt pist. Men jeg blæser rundt og bliver nok aldrig sådan et menneske – det står så slemt til i år, at jeg endnu ikke ved, hvor jeg skal finde et 4 meter højt juletræ. Men det ordner sig nok det hele. Som det gør hvert år. For det bliver altid jul uanset, hvor langt bag ud jeg er.
Om ikke andet lægger julen sin velsignede fred sig om mig, når jeg sidder i kirken på mandag og gør klar til at tage glæden ind i dens fulde styrke. Så glemmer jeg alt det jeg ikke nåede, alt det jeg gerne ville have gjort bedre eller anderledes.
I kirken bliver jeg blød som smør. Dér kapitulerer jeg og lader glæden tage mig med ind i livets dybde. Ind i rummet, hvor jeg er større end mig selv, hvor vi alle er ens, hvor stress og jag er blevet vasket af i våbenhuset, hvor stemningen og musikken løsner min stivhed, så tårerne triller i rørthed over, at der er andet i livet end alt det, jeg ikke når. I det rum når julens essens mig for fuld styrke.
Åhhh, hvor jeg glæder mig til jul.
Glædelig jul – lad bare det sidste ligge – det når vi i morgen.

Sanne (Brodersen, Gram Slot)