Gram

Sannes tanker: Heksedrikken

Som altid krydrer Sanne Brodersen, fra Gram Slot, weekenden med nogle krøllede tanker. Denne gang med overskriften ‘Heksedrikken’:

 

Skulle jeg skælde ud eller skraldgrine?
På hendes øjne kunne jeg i et kort sekund se, at hun havde lært lektien, så jeg valgte at lade latteren få frit løb fra det nederste af mavemusklerne.
Da latteren havde lagt sig, var vi begge enige om, at vi nok måtte rydde op efter eksperimentet.
Eksperimentet hed heksedrikken, og bestod af en sprængfarlig cocktail af væsker og andre spændende ting fra vores køle- og køkkenskabe. Deriblandt gær.
Hun ved godt hvilken effekt gær har i brød, men undrede sig over om det mon havde samme effekt i væsker. Og i hendes verden er der ikke langt fra idé til handling.
Så heksedrikken blev brygget. Hun fik sågar sin far til at smage på den, uden han dog vidste, hvad det var. Han skældte heller ikke ud, omend han smilede en smule stramt, da han havde sunket den skidenbrune drik.
Dagen efter var det kattens tur til at blive introduceret for eksperimentet. Og da havde gæret gjort sit arbejde. Godt! Og grundigt!
Da skrulåget blev drejet en kvart omgang, viste heksedrikken sig fra sin mest sprudlende og kraftfulde side. Den ville ud af sit lille indelukke og være med i verden. Det kom den! I alle retninger!
På få sekunder var flasken så godt som tømt, katten var væk og hun stod tilbage med flasken i hånden, kiggede forbløffet og imponeret på heksedrikkens kunster.
Jeg er ikke sikker på, at hun ville have fået den samme erfaring og viden om gær, hvis hun skulle have siddet ved et bord og læst sig til den.
God weekend – handling skaber forvandling
Sanne