Hvad skal regionen forske i i fremtiden? Det er omdrejningspunktet, når patient- og pårørenderepræsentanter og lokale brugerråd mødes med regionsrådsmedlemmer for at diskutere fremtidens regionale sundhedsforskning.
Skal der forskes mere i livsstilssygdomme og forebyggelse? Eller er det vigtigere, at forskningen kan bruges i behandlingen på sygehusene? Skal forskningen fokusere på de helt store folkesygdomme, eller skal den også dykke ned i de sygdomme, som ikke rammer ret mange?
Det er den slags spørgsmål, som borgere og politikere kan stille hinanden tirsdag den 13. marts på Comwell Kolding d klokken 16.00-19.00, når de skal diskutere den fremtidige sundhedsforskning i regionen.
Koncerndirektør i Region Syddanmark, Kurt Espersen, siger:
“Som borger kan man have et andet blik på forskning, end man har som forsker. Derfor er det rigtig god fornuft i, at vi hører de input, som borgere og politikere har. Deres blik på forskning kan være meget værdifuldt i forbindelse med den nye forskningsstrategi. Vi har brug for så mange perspektiver på forskningen som muligt for, at vi kan lave en god forskningsstrategi”.
Region Syddanmark arbejder på en ny forskningsstrategi. Det er i den sammenhæng, at workshoppen med borgere og politikere afholdes. Der bliver afholdt en række workshops for at høre forskellige interessenter – blandt andet forskningsmiljøet.
Patienter og pårørende deltager
De borgere, der er inviteret til at deltage i workshoppen, skal sammen med de regionale politikere formulere en række anbefalinger til, hvad regionens kommende forskningsstrategi kan indeholde.
På workshoppen deltager patient- og pårørenderepræsentanter fra sundhedsbrugerrådet og psykiatrisk dialogforum, medlemmer af lokale brugerråd på regionens sygehuse og medlemmer af Region Syddanmarks regionsråd.