Mit navn er Jens Friis Felber, jeg er 43 år og Vojens dreng, bor i Hørløkke mellem Skrydstrup og Vojens. Her bor jeg sammen med Lotte og vores 6 sammenbragte teenagere.
Jeg er selvstændig erhvervsdrivende med virksomheden billigEmballage.dk i Bevtoft og en nystartet SaaS-virksomhed PAKMAN i Haderslev.
Næstformand i Høtte, aktiv i Vojens Handler HER og tidligere skolebestyrelsesformand for Lagoniskolen i Vojens. Jeg var tilbage i 2015 med til opstarten af Vision Vojens, i dag kendt som Forum Vojens.
Hvorfor politik?
Jeg har valgt, at stille mit kandidatur til rådighed, fordi jeg tror på, at jeg kan være med til, at skabe et endnu bedre sted at leve. At jeg kan byde ind med ideer og inspiration for vores kommune.
Jeg tror på de forpligtende fællesskaber, hvor mennesker mødes og sammen får ting og oplevelser til at gro frem. Jeg vil gerne understøtte de mange fællesskaber vi har og skabe rum for at flere opstår.
Sammenhæng mellem by og land er vigtigt for mig. En lang kommune som vores kræver, at der i alle beslutninger trækkes på de mennesker, som berøres af beslutningen. Vi skal selv forme vores liv, vores byer, vores sted i kommunen. Derfor skal vi altid inddrages, når der tages centrale beslutninger.
Vi skal værne om og understøtte de virksomheder og iværksættere, som er grundlaget for en kommune i fremdrift. Det arbejde, der er gjort de sidste år med erhvervsfremme, skal bredes ud til alle virksomheder, nye som gamle i kommunen.
Det er helt afgørende, at alle virksomheder får den hjælp og de vilkår, som gør at de trives og vokser. Det er sådan vi sikrer vores kommune i fremtiden. Derfor skal vores erhvervsfremme styrkes markant.
Det er vigtigt, at der er risikovillig kapital til rådighed for virksomhederne. Det ville være fantastisk, hvis noget af kapitalen kom fra vores eksisterende virksomheder, som enten internt eller eksternt investerer i fremtiden. Det vil skabe arbejdspladser, tilflyttere og mere liv i vores kommune.
I Vojens har vi brug for fokus, på det vi har og kan. Vi har selv valgt at bo i byen. Det skal vi huske og være stolte af. Jeg vil gerne udbygge de rigtig mange gode ting vi har. Svømmehal, skøjtebane, speedway mm. er oplagte emner, som vi skal bruge. F35 er vi de eneste i hundredvis af kilometer, som har. Det skal vi være stolte af, vise frem og bruge aktivt.
Vi har brug for, at skabe et sted for vores unge mennesker, et sted, hvor de kan være sammen efter skole. Et sted med liv, hvor de sammen kan skabe fællesskaber uden for skolen. Vi taber dem lige nu i de frivillige tilbud. Jeg tror på ideen om, at holde dem på skolens område når undervisningen slutter. At vi dér kan skabe tilbud og fællesskabet de mangler. Jeg ser gerne, de selv er med til, at skabe de “rum”, sådan som de selv gerne vil have dem.
Stem på mig! Hvis du vil have en aktiv selvstændig, som gerne vil lidt mere end “blot” en veldrevet kommune. Jeg vil gerne tænke stort og skabe unikke oplevelser, steder og gode liv i vores kommune.
Dette indlæg er en annonce