Nyheder

Politikere vil i dialog med bestyrelser

Udvalget for Børn og Familier har besluttet, at de hen over denne byrådsperiode vil mødes med samtlige bestyrelser i Haderslev Kommunes daginstitutioner og skoler to gange. Dialogen er vigtig for en fælles forståelse af, hvad der fungerer, og hvor der er udfordringer, siger udvalgsformanden.
Fra januar startede et nyt udvalg for Børn og Familier i Haderslev Kommune. Det nye udvalg har påbegyndt en møderække, hvor de vil i direkte dialog med samtlige bestyrelser for skoler og dagtilbud mindst to gange i deres byrådsperiode. Det første møde, som var med skolebestyrelsen på Gram Skole, er allerede afholdt med stort udbytte for deltagerne.
”Vi havde et rigtig godt møde, hvor bestyrelsen fortalte om, hvad de er særligt stolte af på Gram Skole, men også fik mulighed for at sætte fokus på de udfordringer, de står over for i hverdagen. Det er utrolig værdifuldt for os som politikere, at vi hører budskaberne fra bestyrelserne selv, så vi ved, hvilken dagligdag de står i”, siger Henrik Rønnow, der er formand for Udvalget for Børn og Familier i Haderslev Kommune.
Udover dialogmøder med alle bestyrelser holdes der også tre årlige fællesrådsmøder, hvor udvalget mødes med henholdvis bestyrelser i daginstitutioner og skoler og med alle bestyrelser på én gang.
”Jeg har savnet den tættere, direkte dialog, som vi får nu. Fællesrådsmøderne er gode til emner, der gælder for alle, men ikke til den direkte dialog. Der skal vi have hver bestyrelse for sig selv, for det er ikke det samme, der rører sig i Gram, som rører sig i Starup”, siger Henrik Rønnow og fortsætter:
”Efter et godt møde med bestyrelsen på Gram Skole er jeg blevet bekræftet i, at det her er den rigtige måde at gøre det på. Jeg ser virkelig frem til at møde de øvrige bestyrelser og blive klogere på, hvad der rører sig hos dem.”