Politidirektør Jørgen Meyer fra Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer til, at borgerne skruer ned for festen, til gengæld kan man skrue op for samværet med de nærmeste.
2020 blev et anderledes år på grund af COVID-19. Og pandemien kommer også til at sætte sit præg på nytårsaften.
Politidirektør Jørgen Meyer fra Syd- og Sønderjyllands Politi glæder sig over, at borgere og virksomheder har udvist stor forståelse for, at vi har stået i en helt usædvanlig situation på grund af coronakrisen. Der har således generelt været få hændelser om overtrædelse af Covid-19-restriktionerne.
Og samme forståelse håber han, at borgerne vil vise i forhold til festlighederne på årets sidste dag. Det gælder således om at skrue ned for festen, til gengæld kan man skrue op for samværet med de nærmeste.
“Desværre er smittetallet generelt fortsat højt, så det er for tidligt at vende tilbage til en normal hverdag. Og det kommer også til at påvirke nytårsfesterne, hvor restaurationerne fortsat er lukkede, forsamlingsforbuddet gælder fortsat i det offentlige rum, og myndighederne opfordrer desuden fortsat til, at man udelukkende ser få mennesker privat”, siger Jørgen Meyer.
Samtidig understreger politidirektøren, at politiet fortsat har fokus på hændelser, hvor personer affyrer fyrværkeri til fare for andre og skaber utryghed, lige som han også opfordrer borgerne til at lade bilen stå, hvis de har drukket alkohol i forbindelse med nytårsfestlighederne.
Særligt om COVID-19 og nytårsaften:
• Myndighederne henstiller generelt til, at alle i Danmark holder en mere rolig og afdæmpet nytårsaften end normalt.
• Forsamlingsforbuddet på 10 personer i det offentlige rum gælder stadig.
• Der er indført forbud mod salg af alkohol fra butikker m.m. nytårsaften fra klokken 22.00 til nytårsdag, den 1. januar 2021 klokken 09.00.
• Politiet vil være synligt til stede i det offentlige rum nytårsaften og blandt andet påse overholdelsen af COVID-19-restriktionerne, herunder særligt forsamlingsforbuddet. Tilsvarende vil patruljeringen have fokus på at skabe tryghed og fx sætte ind over for ulovlig brug af fyrværkeri, gadeuorden m.m.
• Myndighederne anbefaler maksimalt 10 personer i private hjem.
Reglerne om fyrværkeri:
• Salget af nytårsfyrværkeri varer frem til den 31. december.
• Det er kun tilladt at affyre fyrværkeri til og med den 1. januar 2021.
• Det er ulovligt og strafbart at besidde, sælge og købe ulovligt fyrværkeri.
• Det er ulovligt at affyre fyrværkeri mod andre – det gælder både almindelige borgere og ansatte i offentlig tjeneste som politi, brandvæsen og hjemmepleje. Og hvis du gør det, kan det have store strafmæssige konsekvenser.
• Folketinget har netop skærpet lovgivningen, så straffene på området er øget med en tredjedel.
• Affyrer du fyrværkeri mod almindelige borgere, er der tale om en overtrædelse af straffelovens paragraf 252 (forsætlig fareforvoldelse ved affyring af fyrværkeri mv.).
• Før strafskærpelsen lå straffene typisk på fængsel i 10 – 60 dage.
• Affyrer du fyrværkeri mod ansatte i offentlig tjeneste, er der tale om en overtrædelse af straffelovens paragraf 119 b, der er en ny bestemmelse. Overtrædelse straffes med bøde eller fængsel i op til otte år.
• Før strafskærpelsen lå straffene typisk på fængsel i 4 – 9 måneder.
Fem gode fyrværkeriråd fra Sikkerhedsstyrelsen:
• Brug altid beskyttelsesbriller
• Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri
• Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden
• Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet
• Gå aldrig tilbage til en fuser