Formand Claus Klaris var med til at overraske Pia Mørk Rasmussen, da hun var i fuld gang med at træne sit dansehold. Foto: DGI Sønderjylland
Formand Claus Klaris var med til at overraske Pia Mørk Rasmussen, da hun var i fuld gang med at træne sit dansehold. Foto: DGI Sønderjylland
Foreninger

Pia Mørk Rasmussen fra Haderslev Gymnastikforening vinder pris

Instruktør Pia Mørk Rasmussen har modtaget Super-Gejst-Spreder-Prisen. Hun blev blandt knap 1.000 indstillinger nomineret til den helt særlige pris, der hylder Danmarks frivillige i idrætsforeningerne under corona-nedlukningen

Overraskelsen var stor og glæden ikke til at tage fejl af, da Pia Mørk Rasmussen tirsdag aften d. 13. april modtog DGI og INTERSPORT’s Super-Gejst-Spreder-Prisen mens hun var i færd med at træne sit ene dansehold på Street Dome i Haderslev.
En pris hun fik for sit store arbejde med at holde fællesskabet kørende på hendes to hold i Haderslev Gymnastikforening gennem hele den udfordrende corona-krise. Pia har holdt gejsten oppe og fællesskabet i live.
”Hun har holdt gejsten oppe på vores hold, både da vi trænede på skift, men også nu, hvor vi kun har mødtes på Messenger. Pia er super positivt indstillet og går virkelig langt for at bevare sammenholdet, samt holde os i fysisk form.” står der blandt andet i én af de 8 indstillinger, der er kommet om Pia Mørk Rasmussens indsats.

Pia Mørk Rasmussen har blandt andet:
• Lavet træningsøvelser med små tændstikmænd
• Opdelt holdene, så de kunne træne på skift
• Holdt kontakten vedlige med sjove indslag og gode øvelser på holdenes Messenger-grupper
• Virtuel træning hjemme fra stuen
• Tænkt ud af boksen, været kreativ og kæmpet for at holde motivationen og sammenholdet oppe

Selve det fysiske bevis på Super-Gejst-Spreder-Prisen er en flot pokal og et gavekort på 5.000 kroner til brug i INTERSPORT.
Super-Gejst-Spreder-Prisen er delt ud i alle DGI’s Landsdele, og i alt har der været knap 1.000 indstillinger.

Frivillige sikrer fællesskabet
”Ud fra indstillingerne kan vi se, at Pia bare er en person, der VIL fællesskabet, og er der noget vi har savnet under corona, og som Pia i høj grad dyrker, er det fællesskabet. Det er bare dejligt at ha’ nogle frivillige som Pia, der formår at fremme det” udtaler formand i DGI Sønderjylland Claus Klaris ved prisoverrækkelsen.
DGI Sønderjylland modtog i alt 46 indstillinger til Super-Gejst-Spreder-Prisen, hvoraf 8 af indstillingerne altså faldt på Pia Mørk Rasmussen fra Haderslev Gymnastikforening.

Om Super-Gejst-Spreder-Prisen
DGI og INTERSPORT er gået sammen for at sige tak til alle de frivillige i landets idrætsforeninger, der har ydet en ekstra indsats under corona. Til stor glæde for alle os, der elsker idræt og fællesskab under navnet: Tak, fordi du tager en for holdet.
Se mere på www.dgi.dk/enforholdet
Hyldesten har mange former – den mest synlige er Super-Gejst-Spreder-Prisen. En pris, der deles ud i DGI Sønderjylland og 12 andre landsdele i DGI. Prisen gives til en frivillig, eller en gruppe af frivillige, der har gjort en særlig stor indsats i sin forening for at holde gejsten oppe i den hårde tid med corona. Det synlige bevis på prisen er en pokal og et gavekort på 5.000 kroner til INTERSPORT.