MTB i Pamhule Skov ved Haderslev. Foto: Haderslev Kommune
MTB i Pamhule Skov ved Haderslev. Foto: Haderslev Kommune
Øvrige sportsgrene

På lørdag er der DM i MTB i Haderslev

Næste år køres der UCI VM på ruten, men lørdag den 25. september i år gælder det XCM DM – danmarksmesterskaberne i mountainbike maraton. Danmarks bedste herreryttere, Simon Andreassen og Sebastian Fini, melder klar til start i Haderslev, når Danmarks Cykle Union og HMIF Mountainbike afholder DM. Samtidig stiller mere end 600 motionister til start i Haderslev MTB Challenge.

I 2022 er der VM i MTB maraton på dansk grund, og de danske topryttere Simon Andreassen og Sebastian Fini er klar, når der i år afholdes DM i MTB maraton på ruten.

Det sker den 25. september, hvor arrangørerne varmer i år op til den store begivenhed med Haderslev MTB Challenge, og samtidig afholder DM.

MTB landstræner Mads Bødker knytter disse kommentarer til Maraton DM i Haderslev:

”Haderslev er i september 2022 vært for VM, og da DM XCM køres på VM ruten, er det en oplagt mulighed for rytterne for at få prøvet ruten inden VM. Det betyder for eksempel, at vores to bedste eliteryttere, Simon Andreassen og Sebastian Fini, begge stiller til start. I 2022 vil det være første gang, vi har et VM i MTB i Danmark, og med en gunstig termin i september kort efter XCO VM i Frankrig forventer jeg også, at de fleste af vores bedste ryttere stiller op til VM i Haderslev”, siger Mads Bødker og fortsætter:
”Udover det kommende DM som en test af ruten er det jo en unik mulighed for at køre et VM på dansk grund, så vi kommer til at gøre lidt ekstra ud af forberedelserne. Vi arbejder på at lave en weekend i foråret 2022, hvor vi tester ruten godt igennem – så vi kan udnytte lokalkendskabet til VM.”

I Haderslev modtager man nyheden om de to topatleters deltagelse med glæde.
”Det betyder utroligt meget for os, at de danske landsholdsryttere deltager i DM. Vi er en klub i vækst, og det betyder rigtig meget for alle os, der elsker sporten, at også de bedste danske atleter vil være med, når der er DM og VM i Haderslev”, siger Signe Marie Plenge, der er formand for HMIF Mountainbike.

Og Haderslev er helt klar til at holde både DM i år og VM til næste år.
”Vi glæder os utroligt meget til at tage imod både ryttere og tilskuere fra hele landet i Haderslev og vise vores skønne område frem. Personligt glæder jeg mig til at se både byen og skoven vrimle med ryttere, så vi kan få lidt af den stemning, som vi kan forvente næste år, hvor det bliver den helt store fest med VM i MTB maraton”, siger H. P. Geil, borgmester i Haderslev Kommune.

2022 UCI Mountainbike Marathon World Championships afholdes på same rute i Haderslev den 17. september 2022 og afvikles i et samarbejde mellem Sport Event Denmark, Trekantområdet, Danmarks Cykle Union og Haderslev Kommune.