Mass Image Compressor Compressed this image. https://sourceforge.net/projects/icompress/ with Quality:50

Der er godt nyt til bilister i Haderslev og omegn. Til sommer åbner OK endnu en vaskehal ved Erlev Bjerge 66, dette betyder der fremover vil være to vaskehaller ved OK-tankstationen, hvilket skal give kunderne mindre ventetid, når bilen skal vaskes.
Det er Sønderjyllands Detail A/S, der står bag byggeriet. De ejer også den nuværende vaskehal, og Jesper Thomsen fra Super Brugsen Gråsten, der er direktør i selskabet, glæder sig til at præsentere det færdige resultat til sommer.
”Den nuværende vaskehal kan ikke følge med. Folk er blevet så glade for den eksisterende, at den kører for fuld belastning. Vi har fået forespørgsler om endnu en vaskehal fra kunder, der er kede af ventetiden. Det gør vi nu noget ved og investerer derfor i at bygge en ekstra vaskehal, forklarer han.

Renovering
Når den nye vaskehal er færdig, er det planen at renovere den eksisterende vaskehal, så alle kunder er sikre på at få den samme høje kvalitet.
”Der kommer en renovering af den eksisterende hal, så der efter sommer står to spritnye vaskehaller, så vores kunder får den højeste kvalitet og bedst mulige vaskeoplevelse,” siger Jesper Thomsen.
Begge vaskehaller får det nordiske svanemærke, der er Danmarks officielle miljømærke, fordi de begge er forsynet med effektive renseanlæg, så størstedelen af vandet bliver renset og genbrugt. Samtidig er der en særlig biologisk rensebrønd, hvor bakterier ”æder” de skadelige stoffer – kemikalier, olie og tungmetaller – så også spildevandsudledning belaster miljøet mindre.