Arbejdet med at etablere en ny rundkørsel i det nordlige Haderslev er i fuld gang. Nu er projektet så langt, at krydset mellem Christian X’s Vej og Omkørselsvejen skal lukkes, og der etableres omkørsel ad Bredgade og Gammel Christiansfeldvej.
En ny rundkørsel i det nordlige Haderslev skal forbedre trafiksikkerheden og fremkommeligheden for bilister, cyklister og gående. Som krydset er nu, kan det være svært at komme ud fra Christian X’s Vej på grund af den høje hastighed og trafikmængden på Omkørselsvejen. Den nye rundkørsel vil give en bedre og mere sikker trafikafvikling.
I den nye rundkørsel skal cyklister og gående krydse Omkørselsvejen og Christian X’s Vej i tunneller under vejen, og det er de tunneller, der skal laves nu. Det kræver, at krydset lukkes, mens arbejdet står på.
For de bilister, der skal ligeud ad Omkørselsvejen, er der lavet en midlertidig vej, der leder trafikken uden om arbejdet. For de bilister, der skal fra Omkørselsvejen ad Christian X’s Vej, eller omvendt, vil der være omkørsel ad Bredgade og Gammel Christiansfeldvej (se kortet).
Krydset lukkes fra onsdag eftermiddag den 19. september 2018 og forventes åbnet igen i slutningen af december.
Den nye rundkørsel forventes færdig i foråret 2019.