Fodbold

Mikkel Hedegaard stopper karrieren

Den blot 21 årige højre back Mikkel Hedegaard har valgt at stoppe sin aktive fodboldkarriere. Stoppet sker da han har været ramt af flere hjernerystelser.
“Vi er allesammen kede af omstændighederne omkring Mikkels stop. Det er aldrig sjovt, når en ung og talentfuld spiller må stoppe, men vi har en god dialog om at finde en rolle til ham i SønderjyskE. Han har hele vejen igennem været et positivt bekendtskab, og når det ikke kan blive på banen, så kan vi forhåbentlig få glæde af hinanden uden for banen. Derfor arbejder vi på en plan B”, siger sportschef Hans Jørgen Haysen til SønderjyskE’s facebookside.

Den tunge beslutning om at stoppe er taget i samråd med flere specialister, Mikkel Hedegaard har igennem længere tid haft svært ved blandt andet at kunne læse lange tekster og huske navne, ligesom Mikkel har døjet med hovedpine.

Selv udtaler han: “Resultatet fra de undersøgelser, som jeg gennemgik, var så tydelige, at specialisterne var klare i spyttet. Derfor har jeg taget beslutningen om at stoppe. Helbredet kommer først, men det har været en svær beslutning, og det er nok ikke helt gået op for mig endnu. Forhåbentlig kan jeg fortsætte i fodboldverdenen og meget gerne i SønderjyskE”.

Mikkel Hedegaard spillede 30 kampe med fire mål for de lyseblå, han var i foråret udlejet til FC Fredericia.