Ishockey

Metalligaen er stoppet

På grund af de udsendte anbefalinger og påbud fra regeringen onsdag aften, har Ligaforeningen og Danmarks Ishockey Union torsdag valgt at afslutte denne sæsons Metal Liga fra dags dato.
Dermed bliver der ikke spillet slutspil, efter grundspillet blev spillet færdigt tirsdag aften, dog vil der ikke blive kåret en mester.

Herunder pressemeddelelsen fra Danmarks Ishockey Forbund:

Idet alle klubber afvikler kampe i anlæg, som efter krav fra myndighederne er lukkede i mindst 14 dage – er Ligaforeningens vurdering at der ikke længere findes sportslige muligheder for at afvikle et slutspil.

“Efter regeringens nyeste anbefalinger kan vi ikke se fornuftige argumenter i forhold til at opretholde håbet om at spille slutspil i indeværende sæson. Derfor aflyser vi slutspillet”, siger Ligaforeningens formand, Klaus B. Rasmussen.

I respekt for den nuværende meget alvorlige situation i samfundet og i lighed med andre ishockeyligaer i Europa i samme situation kåres der ingen dansk mester, sølvmedaljevinder eller bronzemedaljevinder.

De europæiske pladser til den kommende sæson fordeles således.

Grundspilsvinderen Aalborg Pirates tildeles Danmarks ledige plads i Champions Hockey League
SønderjyskE har kvalificeret sig til Champions Hockey League via sejren i januar i Continental Cup
Metal Final4-vinderen Frederikshavn White Hawks har kvalificeret sig til næste sæsons Continental Cup

“På vegne af alle klubber i Metal Ligaen vil jeg gerne give en stor tak til vores fans og vore sponsorer for opbakningen til den del af sæsonen, vi fik afviklet. Det bliver en svær tid for Danmark som nation, og ishockeyen stiller sig klar til at bære vores del af samfundsansvaret. Vi glæder os til at igen være samlingspunkt for mange mennesker, når vi kommer ud på anden side af denne krise”, siger Klaus B. Rasmussen i pressemeddelelsen.