Pressefoto: Politiet
Pressefoto: Politiet
112 nyheder

Mand dømt for vanvidsbilisme igennem Haderslev og Hoptrup

30-årig mand var tæt på at ramme andre, da han med op til 130 km i timen kørte gennem Haderslev og Hoptrup.

En 30-årig mand fra Haderslev er i dag, torsdag, blevet idømt to års fængsel for blandt andet vanvidsbilisme.

Manden blev den 27. april i år forsøgt stoppet af en politipatrulje i Haderslev. I stedet for at standse satte han farten op. Han blev målt til at være kørt gennem byzone i Haderslev med mere end 100 km/t. Han fortsatte gennem en 60 km/t zone i Hoptrup med mindst 130 km/t og mod Genner.
Undervejs kørte han over for rødt lys, var tæt på at påkøre en modkørende bilist og kom også over i den forkerte vejbane, hvor han igen var tæt på at ramme en anden bilist.

Da patruljevognen forsøgte at komme forbi og ind foran ham, zig-zaggede han på tværs af vejen for at forhindre den i at overhale. Han blev til sidst boxet ind af tre politikøretøjer foran, på siden og bagved. De to af dem påkørte han.
Da han blev standset, viste det sig, at han var påvirket af amfetamin, var frakendt førerretten og også havde en ulovlig kniv i bilen. En ransagning på hans bopæl afslørede yderligere 282 gram amfetamin i en fryser.

Samlet set lød straffen for de forhold samt for samt for et ældre voldsforhold og et yderligere knivforhold på to års fængsel, 10 års frakendelse af førerretten samt konfiskation af bilen, som en anden ejede, og som i øvrigt ikke var indregistreret.