Fodbold

Lodberg fortsætter hos SønderjyskE

Assistenttræner Niels Lodberg forlænger sin kontrakt med SønderjyskE Fodbold med yderligere tre sæsoner.

Der bliver tænkt store fodboldtanker under tophuen på Niels Lodberg, og det bliver også i lang tid fremover i SønderjyskE, at den vellidte assistenttræner skal dele ud af sin store fodboldvidenskab.

Niels Lodberg efterlod et stærkt indtryk som spiller i SønderjyskE, da han var aktiv på fodboldbanen, og det er kun blevet endnu stærkere, efter han kom til som assistenttræner for to år siden.

Den nuværende kontrakt udløber til sommer, men Lodberg og sportschef Hans Jørgen Haysen er nu blevet enige om en treårig forlængelse, så kontrakten nu løber til sommeren 2022.

Dermed er kontinuiteten på SønderjyskE-bænken sikret, efter Lodberg denne vinter har fået selskab af cheftræner Glen Riddersholm og den anden assistenttræner, Simon Poulsen.

  • Niels passer vanvittigt godt til vores kultur hernede. Han passer helt perfekt ind i de ting, vi gerne vil, og den måde, vi gerne vil udtrykke os på. Det er jo bare at se på ham under kampene, så kan du se, hvor meget energi og power han har i sig, og det smitter af på omgivelserne på en meget positiv måde, siger Hans Jørgen Haysen.

Sportschefen understreger Lodbergs betydning både på og uden for banen.

  • Han har virkelig taget kvantespring i de to år, hvor han har været her. Da han kom ind havde han et spændende udviklingsniveau, men han har bygget på hver eneste dag og er virkelig trådt i karakter og har et højt fodboldfagligt niveau. Han er her også med hele hjertet og for logoets skyld, og det betyder også rigtig meget i vores klub. Vi vil gerne have loyale medarbejdere, der vil dø med det lyseblå hjerte i hånden, og det vil Niels, siger Haysen.

Niels Lodberg stortrives i jobbet, og han glæder sig derfor over, at kontrakten nu er blevet forlænget.

  • Jeg er først og fremmest glad for at være her. Klubben passer perfekt til mig i forhold til værdier, og det team, jeg indgår i nu, er et super godt team, og Glen Riddersholm har fra start givet mig et stort ansvar, og det sætter jeg virkelig pris på.
  • Det vigtigste for mig er, at jeg hver dag kommer glad på arbejde, og jeg kan mærke, at jeg udvikler mig helt vildt, så derfor var det også rigtig nemt for mig at sige ja til det her. Jeg er sindssyg glad for at være en del af SønderjyskE, og jeg kan se mig selv i den her klub i rigtig lang tid – både på grund af personlig udvikling og klubbens udvikling, siger Niels Lodberg.

Assistenttræneren fremhæver også samarbejdet med spillerne som en væsentlig årsag til sin arbejdsglæde i klubben.

  • Jeg er også utrolig glad for arbejdet med spillerne. Det er en super gruppe, vi har dernede, og jeg synes, det er en fed måde, vi har det på i SønderjyskE, hvor spillerne kan hygge sig og være gode ved hinanden uden for banen, men når vi så er til træning, giver vi den fuld skrald, siger Niels Lodberg.

I kontraktforlængelsen er det også aftalt, at Niels Lodberg skal med på det næste P-trænerlicenskursus hos DBU.