Haderslevs nye rådhus indvies 3. maj - Haderslevspuls
Haderslevs nye rådhus Foto: Pressefoto
Haderslevs nye rådhus Foto: Pressefoto
Nyheder

Haderslevs nye rådhus indvies 3. maj

Rådhuset på Haderslev Havn bliver officielt åbnet den 3. maj kl. 10.00

Haderslev Kommune købte i efteråret 2020 to bygninger på Haderslev Havn, der de seneste par måneder er blevet indrettet til rådhus. Mandag den 3. maj bliver dørene officielt åbnet for borgerne.

”Coronanedlukningen har gjort, at medarbejderne stille og roligt har kunnet flytte ind i etaper, og at vi er kommet rigtig godt på plads i Rådhuset. Mens vi har bygget om og er flyttet ind, har vi oplevet en stor interesse for huset, så nu glæder vi os bare til, at borgerne endelig kan komme inden for, for det er borgernes hus”, siger borgmester H.P. Geil.
Kl. 10 vil han klippe snoren, og Rådhuset vil dermed være åbent for borgere med tidsbestilling.
Fra kl. 10-11 vil der være udendørs kaffe og kage til de borgere, der har booket en tid i dette tidsrum. På grund af corona er det ikke muligt at lave en stor åbning.

”Vi har fået indrettet et flot ankomstområde, hvor vi kommer til at tage imod borgerne, og vi har ansat to nye borgerguider, der skal være med til at byde borgere og samarbejdspartnere velkomne. De glæder sig mindst lige så meget som jeg gør, så det bliver en ganske særlig dag”, siger borgmester H.P. Geil.

Der er i forbindelse med flytningen og åbningen stort fokus på afstand og hygiejne, så alle Sundhedsstyrelsens anbefalinger bliver overholdt.

I alt godt 400 kommunale medarbejdere er nu samlet under ét tag på Rådhuset. Tidligere var de fordelt på fem forskellige lokationer i Haderslev by. Borgerservice er de sidste, der flytter ind på Rådhuset, og det sker i løbet af uge 17. Sidste dag på det gamle rådhus er tirsdag den 27. april.

FAKTA
Haderslev Kommune købte i september 2020 de to bygninger på Haderslev Havn. Bygningerne blev oprindeligt opført af VUC Syd. Det tidligere rådhus på Gåskærgade i Haderslev vil blive sat til salg.
Allerede nu kan man booke tid til ekspedition i Borgerservice via haderslev.dk eller kontakte medarbejderne ved at ringe til tlf. 74 34 34 34.
Det er muligt at tage bussen til Rådhuset og stå af ved nærmeste stoppested på Fjelstrupvej. De to stoppesteder på Fjelstrupvej betjenes af ruterne 261, 263 og 264.

Related posts

Basar satte rekord

Peter Rasmussen

F16 støtter knæk cancer

René Holm

Sæsonpremiere hos Teaterforeningen

Peter Rasmussen