Topnyhed

Haderslevs fremtid er røgfri

Haderslev Kommune har indgået partnerskab med Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden om røgfri fremtid i 2030.
-Knap 22% af borgerne i Haderslev Kommune ryger dagligt, viser vores undersøgelser. Det er over gennemsnittet både regionalt og på landsplan, så man kan roligt sige, at vi bogstavelig talt har en brændende platform, siger formanden for Udvalget for Sundhed og Forebyggelse, Børge Koch.
Tallene i kommunens sundhedsprofil viser desuden, at der sker en stigning i antallet af unge, som begynder at ryge.
-På den baggrund vil vi i de kommende år sætte øget fokus på, hvordan vores indsats skaber bedst mulig effekt – fra forebyggelse til behandling. Derfor har vi nu besluttet, at indgå i et partnerskab med Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden om Røgfri Fremtid 2030 siger Børge Koch.

[media-credit name=”Børge Koch. Arkivfoto: Peter Rasmussen” align=”alignnone” width=”300″][/media-credit]

I partnerskabet er visionen at se den første røgfrie generation i 2030. Som partner skriver man under på at støtte op om visionen om en røgfri fremtid og tilslutter sig Røgfri Fremtids hovedbudskaber:
Børn og unge har ret til at vokse op uden røg, og sammen tager vi ansvar for, at det bliver muligt
Sammen vil vi skabe en røgfri fremtid, hvor flere børn og unge får muligheder for at skabe et sundt og godt liv
Sammen vil vi sikre, at færre ryger, så færre bliver syge af tobaksrøg
I Haderslev Kommune bakker vi op om visionen og en fremtid, hvor vores børn og børnebørn kan trække vejret fri, fordi tobak ikke er en del af deres hverdag, siger Børge Koch.
Se evt. mere på www.røgfrifremtid.dk