Klar til et pust kampagnen Foto: Pressefoto

Haderslev Kommune deltager i kampagnen: ‘Der er mange måder at stoppe spritkørsel på. Hvad er din?’. I den periode vil bilister i kommunen møde plakater med budskabet ‘Klar til et pust?’ i vejkanten.
Sommeren byder på mange fester og sociale arrangementer, hvor der ofte bliver indtaget større mængder alkohol. Desværre er der stadig mange bilister, som sætter sig bag rettet og kører hjem, selvom de har drukket for meget.
For at minde folk om, at de kan være med til at forhindre spritkørsel, deltager Haderslev Kommune i Rådet for Sikker Trafik og TrygFondens kampagne: ‘Der er mange måder at forhindre spritkørsel på. Hvad er din?’. Kampagnen kører fra uge 26-31 og i den periode vil bilister i Haderslev Kommune møde plakater med budskabet ”Klar til et pust?” i vejkanter rundt omkring i kommunen.
’Vi oplever desværre også her i kommunen, at bilister kører bil, selvom de har drukket alkohol. Med kampagnen minder vi folk om, at de skal lade bilen stå, hvis de har drukket for meget. Det er aldrig det værd at sætte sit eget eller andres liv på spil’, siger Mette Jannsen, Trafikplanlægger i Haderslev Kommune.
Politi klar med kontrol
Foruden den landsdækkende kampagne gennemfører politiet også en lang række spritkontroller hen over sommeren. Erfaringer fra tidligere år viser desværre, at der er noget at komme efter. Alene fra slut juni til slut juli sidste år sigtede politiet 864 personer for spirituskørsel, viser tal fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter. 50 bilister blev i samme periode sigtet i Syd- og Sønderjylland
Gode råd til at forhindre spritkørsel
Det kan måske føles svært at overtale en ven eller bekendt til at lade bilen stå. Især hvis du ikke er sikker på, hvor meget vedkommende har fået at drikke. Men husk på, at hver gang du forhindrer en anden i at blive spritbilist, gør du vedkommende en stor tjeneste. Her får du syv gode råd:

  • Fortæl din ven, at du har det skidt med, at han/hun kører hjem
  • Forsøg at tale din ven fra at køre og tag eventuelt bilnøglerne
  • Alliér dig med andre, så I er flere, der kan støtte hinanden
  • Ring efter en taxa og lån eventuelt din ven penge til taxa’en
  • Tilbyd overnatning
  • Giv din ven et lift, hvis du ikke selv har drukket
  • Hvis din ven alligevel vælger at køre, så ring til politiet på 1-1-4

Fakta
Se hele kampagnen på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside: www.sikkertrafik.dk/kampagner/stop-spritkoersel