Statsministeren har onsdag aften igangsat flere vidtrækkende tiltag for at bremse og begrænse udbredelsen af corona-virus i vores samfund. Haderslev Kommune arbejder lige nu på at oprette nødberedskaber og informere om, hvordan borgerne skal forholde sig og sender medarbejdere med ikke-kritiske opgaver hjem for at arbejde.
”I en situation som denne, er det vigtigt, vi alle sammen passer på hinanden. Når der sker så drastiske tiltag i samfundet som her, er det vores opgave at sikre, at vi fortsat kan tage os godt af alle de borgere, der har brug for vores hjælp. Derfor opretter vi nødberedskaber på plejecentre og bosteder osv. Dernæst skal vi også sikre, at vi er med til at afværge, at smitte spredes i samfundet, og derfor følger vi naturligvis anbefalingerne om at lukke dagtilbud og skoler og sende ikke-kritiske medarbejdere hjem for at arbejde”, siger H. P Geil, borgmester i Haderslev Kommune.
Haderslev Kommune er i fuld gang med at oprette og informere om nødberedskab. De overordnede retningslinjer er:
• Haderslev Rådhus, Jobcenter, Teknik og Miljø, sundhedscentre og kulturinstitutioner lukker senest fredag 13. marts. Hvis du har en henvendelse, der ikke kan vente, kan du ringe til os på 74 34 34 34 og vi vil tage stilling til, hvordan vi bedst kan hjælpe dig.
• Alle skoler og daginstitutioner lukkes fra og med mandag den 16. marts og 14 dage frem. Haderslev Kommunes skoler og institutioner holder åbne torsdag 12. marts og fredag 13. marts. Forældre, der har mulighed for at holde deres børn hjemme, opfordres til at gøre det allerede fra i dag. Der etableres nødpasning primært for børn i alderen 0-9 år, hvis forældre varetager kritiske opgaver i det private eller offentlige. Forældre med brug for nødpasning, skal henvende sig til skole, daginstitution eller dagpleje senest fredag den 13. marts klokken 10.
• Kommunens medarbejdere sendes hjem for at arbejde fra fredag den 13. marts og 14 dage med undtagelse af ældre-, døgn-, udsatte- og sundhedsområdet og andre kritiske funktioner.
”Vores udgangspunkt er, at man stadig kan komme i kontakt med os, men på nogle andre måder, end man er vant til. Lige nu har vi travlt med at oprette nødberedskabet og informere. Derfor anmoder vi om, at man kun henvender sig med akutte ting, og selvom det først er fra i morgen, vi lukker institutioner og andre offentlige arbejdspladser, så opfordrer vi til, at man udskyder alle henvendelser, der ikke haster”, siger Rolf Dalsgaard Johansen, direktør for Voksen- og Sundhedsservice i Haderslev Kommune.
Haderslev Kommune opfordrer til at man holder sig orienteret på haderslev.dk og i øvrigt orienterer sig på www.coronasmitte.dk