Når man skal bygge nyt hus, bygge til eller bygge i industrien, er det afgørende, at sagsbehandlingstiden er kort. Det er den i Haderslev Kommune, der ligger helt i top på sagsbehandlingen af byggesager. Det viser den seneste opgørelse fra KL, der netop har udgivet deres statistik for deres servicemål 2020.
”Jeg er rigtig stolt af vores flotte placering i den landsdækkende statistik. Vi har et klart mål om at være en kommune i vækst, og det understøtter vores sagsbehandling, så vores borgere og virksomheder ikke skal vente på at kunne komme videre med deres byggeri”, siger borgmester i Haderslev Kommune, H. P. Geil.
Den flotteste placering får Haderslev Kommune i kategorien industri- og lagerbygninger, hvor man er landets hurtigste kommune med en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 15 dage.
Derudover tager Haderslev Kommune andenpladsen for simple konstruktioner, tredjepladsen for enfamiliehuse, fjerdepladsen for etagebyggeri til erhverv og femtepladsen for etagebyggeri til boliger.
”Vi ligger i top 5 i alle fem kategorier, og det må man sige på godt sønderjysk, at det er godkendt. Derudover ligger vi langt inden for rammen af KLs servicemål, så det er jeg godt tilfreds med”, siger H. P. Geil.
Haderslev Byråd har netop igangsat nye initiativer, hvor man satser massivt på vækst i tre spor; erhverv, bosætning og uddannelse – en indsats som sagsbehandlingen ifølge borgmesteren er med til at understøtte.
”Øget vækst er grundlaget for, at vi kan skabe øget velfærd. Derfor skal det være nemt for vores virksomheder og borgere at komme i gang med deres projekter. Det understøtter vi allerbedst gennem god og hurtig sagsbehandling” siger H. P. Geil og fortsætter:
”Sagsbehandlingstiden på byggesager har været et prioriteret område i mange år, fordi det er afgørende for at vi kan skabe vækst og udvikling i kommunen, så derfor glæder det mig også at se, at vores indsats bærer frugt.”
Fakta:
Simple konstruktioner:
• Nummer 2 i Danmark
• Haderslev Kommune har en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 9 dage (123 sager)
• Nummer 1 er Vallensbæk med gennemsnit på 2 dage (16 sager)
Enfamiliehuse:
• Nummer 3 i Danmark
• Haderslev Kommune har en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 12 dage (175 sager)
• Nummer 1 er Vallensbæk med gennemsnit på 3 dage (28 sager)
Industri- og lagerbygninger:
• Nummer 1 i Danmark
• Haderslev Kommune har en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 15 dage (20 sager)
Etagebyggeri, Erhverv
• Nummer 4 i Danmark
• Haderslev Kommune har en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 22 dage (24 sager)
• Nummer 1 er Assens med gennemsnit på 5 dage (10 sager)
Etagebyggeri, Bolig:
• Nummer 5 i Danmark
• Haderslev Kommune har en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 20 dage (21 sager)
• Nummer 1 er Fanø med gennemsnit på 7 dage (9 sager)
Statistikken findes på KLs hjemmeside – direkte link til pdf