Haderslev kommune logo
Haderslev kommune logo
Haderslev

Forenede Care skal drive plejecenter i Haderslev

Det bliver plejefirmaet Forenede Care A/S, der overtager driften af Hiort Lorenzen Plejecenter i Haderslev i de næste fire år. Det besluttede Voksenudvalget ved tirsdagens udvalgsmøde.
Det bliver det danske familieejede plejefirma Forenede Care A/S, der fra 1. april 2021 skal tage sig godt af de 58 beboere på Hiort Lorenzen Plejecenter i Haderslev. Det har Voksenudvalget i Haderslev besluttet på gårsdagens udvalgsmøde.

Borgmester H.P. Geil (V) siger:
“Vi ser frem til samarbejdet med Forenede Care, som vi har valgt, fordi de har givet det bedste tilbud og fordi Forenede Care har mange års erfaring inden for området.”

Stine Louise Eising von Christierson, adm. direktør, Forenede Care siger:
”Jeg glæder mig til samarbejdet med Haderslev Kommune. For os giver modellen med privat-offentligt samarbejde rigtig god mening, fordi vi kan lære af hinanden. Vores gode ideer vil vi gerne dele med kommunen, for vi ved, at når vi samarbejder kommer det plejehjemsbeboerne til gavn i sidste ende.”

I forhold til hverdagen for beboerne på Hiort Lorenzen Plejecenter, siger Stine Louise Eising von Christierson
”For Forenede Care er en meningsfuld hverdag afgørende. Det gælder både for personale og beboerne. Vi kommer til at fylde ugen med sjove, spændende og hyggelige aktiviteter, som samler beboerne. Når corona forhåbentlig snart letter sit greb om landet, vil vi meget gerne åbne centeret overfor lokalsamfundet. Der skal være liv og stemning på Hiort Lorenzen Plejecenter”.
Haderslev Kommune har valgt, at Forenede Care får den samme økonomi som de kommunale plejecentre.

Udvalgformand for Voksenudvalget, Holger Mikkelsen (V) siger:
”Vi er glade for denne model. Det betyder, at vi i udbudsprocessen udelukkende har kunnet fokusere på kvaliteten og i mindre grad på pengene.

Branchedirektør i Dansk Industri, Jakob Scharff siger:
”Politiske handlemuligheder for regulering af økonomien samt ligebehandling af privat og kommunale plejehjem er godt set af Haderslev Kommune. Jeg håber, at det kan være med til at inspirere andre kommuner til at tage hul på udbud af plejehjemsdrift og dermed sikre borgere og pårørende et reelt frit valg af plejebolig”.

For Haderslev Kommune har det også vægtet positivt, at Forenede Care har kommet med spændende og konkrete planer til at give bygningerne på Hiort Lorenzen Plejecenter et løft.
Medarbejderne på Hiort Lorenzen Plejecenter får alle mulighed for at fortsætte i jobbet hos Forenede Care.